I det fynske folks tjeneste

Veninden blev vraget: Rørt Alex Ahrendtsen har svært ved at glæde sig over valget

Dansk Folkepartis nedtur kostede Pernille Bendixen pladsen i Folketinget. Til gengæld blev Alex Ahrendtsen genvalgt. Men han har svært ved at glæde sig, når veninden ikke følger med.

00:36

Alex er inde - Pernille er ude. - Det er forfærdeligt, når Pernille ikke følger med, lyder det fra Alex Ahrendtsen om sin gode ven, Pernille Bendixen. Video: Alexander Aagaard



Dansk Folkeparti - eller "Dansk Folkeflugt" som Ekstra Bladet allerede har døbt partiet - mistede to af fire fynske mandater efter et katastrofevalg. Og en af dem, der må se sig om efter et nyt job, er 46-årige Pernille Bendixen. 

- Jeg har det okay. Vi har jo godt kunne se på meningsmålingerne, hvilken vej det gik, lyder det fra Pernille Bendixen, der nåede at sidde i Folketinget i fire år. 

Det er forfærdeligt. Jeg kan næsten ikke glæde mig over mit eget genvalg. For det første på grund af partiets nedtur, og så fordi Pernille ikke følger med

Alex Ahrendtsen, genvalgt DF'er

Så det kom ikke helt bag på dig?

- Det var ikke en Anders Samuelsen for mig i hvert fald, siger hun og henviser til Liberal Alliances leder, der overraskende ikke blev valgt ind og torsdag middag trak sig som formand for partiet.

Svært at undvære en ven

Kun Jens Henrik Thuelsen Dahl og Alex Ahrendtsen blev genvalgt for Dansk Folkeparti på Fyn. Og netop Alex Ahrendtsen havde svært ved at finde det store smil frem, da han sammen med Pernille Bendixen besøgte Valgcafeen på TV 2/Fyn dagen derpå.

- Det er forfærdeligt. Jeg kan næsten ikke glæde mig over mit eget genvalg. For det første på grund af partiets nedtur, og så fordi Pernille ikke følger med, fortæller Alex Ahrendtsen. 

Læs også Top-15: Her er de fynske stemmeslugere

Alex Ahrendtsen og Pernille Bendixen har både siddet i Odense Byråd og i Folketinget sammen. Men nu må Alex Ahrendtsen altså tage alene til Christiansborg. 

- Jeg synes, det er lidt svært at bære, må jeg ærligt indrømme. 

Hvad er det, du kommer til at mangle?

- Normalt har man ikke venner i politik, men Pernille er jo en ven. Det bliver svært at undvære. Og det har bare været trygt at have hende derovre. Man kan jo altid ringe til Pernille, ikke? Og hun kan ringe til mig, siger Alex Ahrendtsen og bryder ud i et stort smil. 

Alex Ahrendtsen trøster veninden og partifællen Pernille Bendixen, der ikke blev genvalgt. Foto: Alexander Aagaard

Pernille, du står næsten og får tårer i øjnene?

- Jeg bliver selvfølgelig rørt, fordi det er rigtig, hvad Alex siger. Normalt er det krig og kamp, hvor man ikke har rigtige venskaber, men Alex og jeg har et rigtig venskab, så på den måde rammer det personligt, fortæller Pernille Bendixen og fortsætter:

- Og havde det været omvendt, så havde jeg været ligeså ked af det, som Alex er nu, siger Pernille Bendixen og kaster sig om halsen på Alex Ahrendtsen, da interviewet er slut.

- Åhr Pernille, lyder det trøstende fra Alex Ahrendtsen.

 

Læs også Thulesen Dahl slagtet i egen højborg

Pernille Bendixen fik 1.492 personlige stemmer ved dette valg, mens hun fik 3.491 personlige stemmer ved valget i 2015.

02:07

Se hele interviewet med Pernille Bendixen og Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti.

Luk video