I det fynske folks tjeneste

Cyklende røver med kniv er stadig på fri fod: Hjælp politiet

Manden, der torsdag begik røveri mod Conditoriet på Hauges Plads, er stadig på fri fod. Foto: Google Street View

Manden, der Kristi Himmelfartsdag begik røveri mod Conditoriet på Hauges Plads, er stadig på fri fod. Politiet beder fortsat fynboerne om hjælp til at finde ham.

Fyns Politi leder stadig efter den person, der Kristi Himmelfartsdag begik røveri mod Conditoriet på Hauges Plads i Odense.

- Vi har endnu ikke fundet ham eller fået nogle henvendelser fra vidner, der har set noget, fortæller vagtchefen ved Fyns Politi Kenneth Taanquist fredag morgen til TV2 /Fyn. 

Gerningsmanden, der kom cyklende til stedet, truede ekspedienten både verbalt og med en kniv i hånden. Han stak af på en cykel med udbyttet i en hvid plastikpose, som var et mindre pengebeløb. 

Han flygtede ud ad Middelfartvej eller ad Stadionvej.

Sko med meget blå snørrebånd

Gerningsmanden beskrives som etnisk dansk, ubestemt alder og højde. Han var iført blålig hættetrøje af mærket "Craft", en sort cap, et mørkt klæde for munden, hvide/lyse stof-dot-handsker, sorte bukser og grå gummisko med hvide såler og blå snørrebånd. 

Røveren er etnisk dansk iført blålig hættetrøje af mærket "Craft", en sort cap, et mørkt klæde for munden, hvide/lyse stof-dot-handsker, sorte bukser og grå gummisko med hvide såler og blå snørrebånd.  Foto: Fyns Politi

- Vi hæfter os især dels ved skoene, der som nævnt er grå med hvide såler og meget blå snørrebånd, dels ved hættetrøjen, der ud over navnet "Craft" på toppen af hætten har i alt seks runde hvide prikker, der tilsammen danner en trekant, der står på spidsen, fortalte vagtchefen torsdag kort efter røveriet. 

Fyns Politi hører fortsat gerne fra vidner, der kan komme med oplysninger i sagen. Det kan både være nogle, som har set røveren før eller efter røveriet, eller eventuelt endda kender identiteten på ham. Politiet kan kontaktes på 1-1-4. 

Læs også Røver jages i Odense: Stak af på cykel

Ved du noget? Så send os et tip