I det fynske folks tjeneste

Røvere truede med hobbyknive - fik udleveret højtaler

Fyns Politi er på udkig efter tre mænd i 20-25 års alderen. De begik røveri med hobbyknive i Dyrup. 68-årig skubbet omkuld af røver.

Tre mænd truede sig til en JBL Extreme-højtaler til en værdi af cirka 2.500 kroner. Foto: JBL

Det lykkedes tre yngre mænd sidst på aftenen fredag, at true sig til en blue-tooth højtaler. 

De tre mænd passede ved 23-tiden to andre ynge mænd op ved busstoppestedet på Faaborgvej ud for Heliosvænget i Dyrup.

Her truede de med to hobbyknive med gult skæfte de to mænd til at udlevere den transportable højtaler, som er en sort JBL Extreme til en værdi af cirka 2.500 kroner.

Herefter forsvandt de tre mænd fra stedet.

Vagtchef ved Fyns Politi, Kenneth Taanquist, oplyser, at røverne beskrives som 20 til 25 år, sortklædte med hættetrøjer og 180 til 185 centimeter høje. De var ikke af etnisk dansk udseende og havde brun hud.

Læs også Fyn indhyllet i tåge - sigtbarhed ned til 50 meter

68-årig skubbet omkuld

Ved to-tiden natten til lørdag blev en 68-årig mand skubbet omkuld på en trappe på Østre Stationsvej i Odense.

Den 68-årige fortæller til Fyns Politi, at han følte, at han blev skubbet af to hænder, og at en mand forsøgte at stjæle hans pengepung fra baglommen.

Det lykkedes ikke røveren at få fat i pengepungen, og han flygtede mod banegårdscentret.

Der skete ikke den 68-årige noget ved røveriforsøget.

Røveren beskrives som brun i huden, spinkel med sort hår.

Eventuelle vidner til de to episoder bedes henvende sig til Fyns Politi på telefon 114.

Læs også Fyns Politi får tip om stenkast flere gange om ugen