Maskerede røvere truede personale med pistol

To yngre mænd begik midt på aftenen søndag røveri mod Superbrugsen på Odensevej i Odense. De forsvandt formentlig en mindre, lys Mercedes.

Mens det nordlige Fyn søndag aften koncenterede sig om, at holde vandmasserne fra boliger og andre sensitive områder væk, så benyttede to mænd sig af chancen og begik væbnet røveri mod SuperBrugsen på Odensevej i Hjallese.

Klokken 20.02 modtog Fyns Politi en anmeldelse om, at de to gerningsmænd kom ind i Brugsen. Den ene var bevæbnet med en større sort pistol eller revolver. Den anden var formentlig bevæbnet med en kniv.

De truede personalet til at åbne kassen, hvorefter de selv forsynede sig med penge. Herefter tvang de personalet ud i et baglokale, hvor de truede personalet til at åbne et pengeskab. 

Fra pengeskabet tog de også et større pengebeløb.

De havde hver sin skuldertaske/sportstaske, som de skjulte pengene i.

De forlod brugsen via en bagdør, og kørte fra stedet i en hvid eller lys, mindre Mercedes -  formentlig A-klasse - og forsvandt i ukendt retning. 

Ingen kom fysisk tilskade ved røveriet.

Signalementer

A: Mand, yngre, cirka 185 til 190 centimeter høj, almindelig af bygning.

Han var maskeret med sort elefanthue med lys "skeletansigtsmaske" under.

Han var desuden iført sort halvlang frakke med mørkegrå hættetrøje under, mørkeblå adidasbukser med tre blålige striber på siden, sorte handsker og mørke kondisko med gule snørrebånd.

Han var bevæbnet med en sort større pistol eller revolver, og medbragte en sort sportstaske med skulderrem og et rødt/gult Manchester United-logo på siden.

B: Mand, yngre, cirka 185 til 190 centimeter høj, almindelig af bygning.

Han var maskeret med sort elefanthue med noget hvidt stof for ansigtet, iført grålig langærmet trøje, mørke joggingbukser og mørke kondisko.

Han var bevæbnet med det der formentlig var en kniv, og medbragte en sort sportstaske med skulderrem og blåt og hvidt Hummel-logo på siden.

Eventuelle oplysninger til politiet på telefon 114.

Oversigt

    Oversigt