I det fynske folks tjeneste

Røveri i Fakta i Svendborg: Mand truede med kniv

Politiet jagter onsdag aften gerningsmanden bag et røveri i en Faktabutik i Svendborg. Har du set noget, vil de gerne høre fra dig.

Kl. 20.39 onsdag aften røvede en mørkklædt mand Fakta på Vesterløkken 4 i Svendborg. Politiet er lige nu til stede og jagter den mand, der begik røveriet.

- Vi mangler fortsat en gerningsmand, men vi er i fuld sving dernede lige nu, siger vagtchef hos Fyns Politi, Erik Skov.

Manden kom ind i butikken og truede personalet med en kniv, hvorefter han fik udbetalt et beløb.

Han var iført mørkt tøj med hvid skrift på bryst, arme og ben, og var iført en full-face skimaske. Manden talte dansk men med udenlandsk accent.

- Efter røveriet stak han af til fods i retning mod Vestergade, siger Erik Skov.

Har du set eller hørt noget, vil Fyns Politi meget gerne høre fra dig på telefon 114.

Ved du noget? Så send os et tip