I det fynske folks tjeneste

Røg kostede hundehvalp livet

En labradorhvalp mistede livet mandag formiddag. Den døde af røgforgiftning, fordi den uforvarende havde tændt nogle kogeplader på et komfur.

Man skal aldrig efterlade ting på komfuret, der kan antændes. Det er den tragiske lære en kvinde har gjort, da hendes lille labradorhvalp døde af røgforgiftning, fordi der var ting på komfuret, der blev antændt.

Ulykken skete på Vibekevej i Odense SV i et lille rækkehus.

- Hunden var alene hjemme, og den har hoppet op af et komfur i køkkenet, hvor der stod nogle ting ovenpå, blandt andet et par sko. Den er kommet til at tænde for tre kogeplader, og det betød, at skoene og nogle andre ting smeltede fuldstændig ned og udviklede så kraftig en røg, at hvalpen døde af røgforgiftning, siger brandmester Jan Hjølund, Odense Brandvæsen.

Der udviklede sig ikke en egentlig brand, men den kraftige røg gjorde naboen opmærksom på, at noget var galt, og han alarmerede brandvæsnet, der fik alarmen klokken 12.

Sker af og til

Naboen havde adgang til huset, og da han låste sig ind, fandt han den lille hundehvalp liggende død på den anden side af døren.

- Det er desværre noget, vi ser af og til, at folk efterlader ting på komfuret, der kan gå ild i, og det skal man aldrig gøre. Det er selvfølgelig synd for kvinden, hvis hund det er gået ud over. Hun er helt knust. Men vi kan trøste hende med, at hunden ikke led, siger Jan Hjølund.

Rækkehusene er små, og køkken og entreen er helt sodskadet efter røgen. De andre rum, der var lukket af så hunden ikke kunne komme ind, er uskadte.

Brandvæsnet har desuden brækket et par overskabe ned og fjernet emhætten, for at sikre at, at der ikke var ulmende gløder, der kunne forårsage en egentlig brand.

Jan Hjølund anslår hvalpen til at være 10-12 uger gammel.

Ved du noget? Så send os et tip