Røg uden brand

Lørdag formiddag blev Odense Brandvæsen kaldt ud til brand på Holluf Pile Skole i Odense. Der var da også masser af røg, men der var ingen brand.

Alarmen gik ved 11-tiden lørdag formiddag.

En del elever og lærere var til stede på skolen i forbindelse med et arrangement.

En kvindelig lærer gik ind i et depotrum for at hente noget. Pludselig udviklede der sig kraftig røg i lokalet, og læreren skyndte sig ud for at advare de andre tilstedeværende og ringe til 112.

Elever og lærere blev evakueret og børnene opstillet på rækker for at holde optælling, fortæller vagten ved Odense Brandvæsen.

Imens ankom brandvæsenet med slukningsudstyr og røgdykkere. To af dem gik ind i depotrummet, der var helt fyldt med røg.

Men de fandt snart ud af, at røgen stammede fra en røgkanon, som er et våben mod indbrudstyve og hærværksmænd.

Den fylder rummet med røg, med det formål at ugerningsmændene bliver forskrækkede eller ikke kan se noget.

Den var blevet aktiveret af den kvindelige lærer, som åbenbart ikke vidste, at den var der.

- Vi fik slukket for røgkanonen og kunne bagefter fortælle skolebørnene, at de alligevel skal i skole på mandag, siger vagten ved Odense Brandvæsen.

Oversigt

    Oversigt