I det fynske folks tjeneste

Rolig vinternat for Falck

Danmark vågnede onsdag morgen op til sne. Men Falck har haft en rolig nat, og DMI siger, at det ikke bliver et voldsomt vintervejr.

Vejene er glatte efter den en nat med sne, men bilisterne klarer det indtil videre uden problemer

Skolebørn kan i dag finde kælken frem og nyde en vinterdag med sne. Det meste af Danmark vågnede her til morgen op til sneklædte landskaber, men det skabte ikke de store problemer i løbet af natten.

- Det har været relativ roligt. I de områder, hvor det har sneet, har vi været ude at hjælpe 13 nødstedte bilister. Det er mindre trafikuheld, hvor folk er kørt i grøften eller er kørt fast, siger Falcks kommunikationsdirektør, Louis Honoré.

Han forventer dog, at det bliver mere travlt, når folk begynder at bevæge sig ud i løbet af dagen.

På grund af vintervejret kører Falck med ekstra mandskab de kommende dage.

Vagtchef Mogens Rønnebek siger, at de sidste rester af snevejret rammer det østlige Danmark i løbet af dagen.

- Der bliver snevejr på Bornholm hele dagen igennem og lidt drys i hovedstadsregionen. Der kommer enkelte snebyger ned gennem landet vest på, men senere på dagen vil der være opklaring vest for Storebælt. Der bliver det en flot vinterdag med hvide markeder, siger Mogens Rønnebek, der bortset fra på Bornholm ikke forventer de store problemer for trafikken på grund af snevejret.

Vejene kan dog blive glatte for temperaturen falder helt ned til 10 graders frost om natten.