Rosengårdcentret skovler penge ind

333 millioner kroner i overskud i 2017 i Rosengårdcentret. Opskrivning af ejendomme bidrager dog med de 196 millioner.

2017 var et godt år for Rosengårdcentret - eller Datter Rosetum, som selskabet bag centret hedder.

Centret, der er ejet af tyske ECE European Prime Shopping Centre med adresse i Luxemborg og ATP, tjente sidste år 333 millioner kroner mod et overskud i 2016 på 140 millioner kroner.

Renset for opskrivning af ejendommenes værdi er indtjeningsforskellen dog mindre iøjenfaldende.

Ejerne opskrev nemlig ejendomsværdien med 256 millioner kroner sidste år mod kun 60 millioner kroner i 2016.

Renset for det tal tjente Rosengårdcentret i 2017 77 millioner kroner mod 80 millioner kroner året i forvejen.

Ledelsen slår dog fast, at 2017 var et godt år med mange nye lejere bl.a. kæden Normal.

Omsætningen i selskabet var uændret på cirka 155 millioner kroner.

I 2018 forventer centret en omsætning på 178 millioner kroner og en indtjening på 83 millioner kroner under den forudsætning, at man ikke opjusterer ejendommene igen.

Ejendommene er opgjort til 3,7 milliarder kroner.

Sidste år besøgte mere end 7 millioner gæster Rosengårdcentret, og de tyske flertalsaktionærer har større ambitioner.

I sidste måned afslørede ny den nye centermanager Tim Mayer, at der er planer om at gøre Rød Gade til en ny restaurationsgade. Børnepasning, legepladser og nye events er også på tegnebrættet.

Oversigt

    Oversigt