I det fynske folks tjeneste

Rosengårdcentret evakueret

Foto: arkiv

Sirenerne hylede, og samtlige kunder blev evakueret fra Rosensgårdcentret onsdag eftermiddag. Heldigvis var alarmen en fejlalarm.

Det var sandsynligvis en føler i en væltet væg på områdets byggeplads, der udløste alarmen. Ifølge centerdirektør Carsten Lindblad gik ingen i panik, og på bare et minut var centret tømt for mennesker.

- Jeg er glad for, at det fungerede efter planen. Det er godt at se, at personalet ikke tænker på værdier, men kun på at få folk ud, fortæller Carsten Lindblad til TV 2/Fyn umiddelbart efter alarmen.

- Folk tog sig af hinanden. Der var en ældre dame, der havde svært ved at gå - hun blev hjulpet af et par andre kunder. Jeg blev helt glad, for det er klart, at jeg føler et ansvar. Jeg er kaptajnen, og skal være sidste mand på skuden.

Det er anden gang på bare 14 dage at Rosengårdscentret oplever en fejlalarm.

Ved du noget? Så send os et tip