I det fynske folks tjeneste

Rosenkrantz-Theil har det skidt med malingkast mod Fogh

Den fynskvalgte socialdemokratiske politiker er flov over sin indblanding i maling-aktionen mod Anders Fogh Rasmussen.

Pernille Rosenkrantz-Theil (S) har altid fastholdt sin støtte til de aktivister, der for 10 år siden kastede rød maling på daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V).

De to aktivister var gæster hos den daværende politiker fra Enhedslisten, men nu slår hun fast, at det var forkert.

- Jeg er grundlæggende flov over, at jeg støttede den aktion, siger hun til Jyllands-Posten.

- Jeg har det rigtig skidt med det. Det er underminerende for vores demokrati, hvis politikere ikke kan være i fred og sikkerhed, siger hun.

Det er første gang, at hun er ude at beklage sin støtte til aktionen, der faldt i forbindelse med et møde i Udenrigspolitisk Nævn, hvor politikerne havde diskuteret Danmarks rolle i Irak-krigen.

Dengang sagde Rosenkrantz-Theil, at "det kunne ligeså godt have været mig", skriver Jyllands-Posten.

Også i forbindelse med sit skifte til Socialdemokraterne i 2007 fastholdt hun overfor Politiken, at hun ikke fortrød sin involvering i den meget omdiskuterede sag.

Ved du noget? Så send os et tip