I det fynske folks tjeneste

Roskilde-læger vil operere kvinder i Odense

Roskilde Sygehus tabte tirsdag kampen om at operere kvinder med kræft i æggestokkene. Nu vil Roskilde-lægerne følge kvinderne til Odense og være med under operationerne.

Sundhedsstyrelsen har sagt nej til at Roskilde Sygehus kan fortsætte med at operere kvinder med kræft i æggestokkene fra 1. januar.  Derfor skal kvinderne nu en tur til Odense, når de skal behandles.

- Vi har indledt et tæt samarbejde med Odense Sygehus. Det betyder, at vi stiller diagnose i Roskilde og holder videokonferencer med eksperterne i Odense om omfanget af operationen og lægerne fra Roskilde vil ofte følge med og deltage i operationen, siger direktør Lars Onsberg Henriksen til DR Sjælland.

Det er lægerne på Rigshospitalet, der har kæmpet hårdt for at få forbudt operationerne i Roskilde med henvisning til dårlige resultater i Roskilde. Men Rigshospitalet får altså ikke noget ud af, at operationerne nu bliver flyttet væk fra Roskilde.

- Vi har også indgået en samarbejdsaftale om at Odense skal uddanne kirurger fra Roskilde, Det er nødvendigt for at bevare ekspertisen så lægerne i Roskilde er i stand til at stille den korrekte diagnose, siger direktøren.