Rottefælde revyen: Holdet er sat

Nu er skuespillerne til Rottefælden 2013 plukket ud. Det bliver tre nye revystjerner, der skal stå på scenen til næste års forestilling.

De tre, der er gået i rottefælden er:

Rasmus Krogsgaard - debuterede på en revyscene i 1998 og har optrådt i teaterturneer, musicals, film/tv, tegnefilm samt et one-man-show gennem mere end 10 år. I 2011 producerede og spillede han Preben Kaas Kabareten "Bare En Gang Til" og blev kåret som "Årets Revykunstner" i 2009 og nomineret som "Årets Revyforfatter" i 2011. Den 32-årige revynørd spiller i Rottefælden sin revy nr. 32.

Vicki Berlin - vandt i 2011 en Dirch efter at have medvirket i Nykøbing Falsterrevyen - endda for sin egen tekst i monologen "Valgtalen", der var en kærlig parodi på kendisdarlingen Amalie. På scenen har hun medvirket i Grease, Når Katten er Ude, Lærenemme Rita og senest En Tjener - To Herrer. Derudover har hun været med i Live Fra Bremen, Lærkevej og Store Stygge Ulf Show. Vicki er en alsidig pige med funnybones i næsen og arbejdsbi i ascendanten.

Frederikke Maarup Viskum - grin, musik og komik er for hende lige så naturligt og livsvigtigt som at trække vejret. Og endnu bedre er det at kunne dele grinene med publikum. Hun er en vaskeægte nordjyde med et fynsk glimt i øjet og glæder sig til at spille sammen med de garvede revyrotter i Rottefælden. Som uddannet sangerinde og skuespiller fra Musicalakademiet har hun medvirket i en lang række forestillinger, blandt andet Jekyll & Hyde, Sound of Music og Chess.

Folkene bag revyen

Med på det nye hold er også koreograf Katrine Engberg, der sidste sæson gjorde det så godt som Rottefældens instruktørassistent, så hun springer ud som instruktør i 2013.

På den måde kan den rutinerede revyrotte, Jan Schou, bedre folde sig ud i rollen som kunstnerisk leder.Det bliver den garvede kapelmester Jens Krøyer, der skal levere toner og tekster til den populære revy.

Hele holdet bakkes som vanligt op af de to følgesvende Guy Moscoso og Ole Kaspersen, der spiller op med rappe replikker og flot akkompagnement.

Rottefælden spiller i perioden: 4. juni - 24. august 2013 - premiere: 6. juni. Billetsalget begynder den 1/10.

Oversigt

    Oversigt