Forsvundet fadølsbar: Rottefælden udsender efterlysning

Den Svendborgensiske sommerrevy Rottefælden har udsendt en efterlysning. Revyen har fået stjålet deres fadølsbar.

Da revydirektør Pia Ullehus mødte i Rottefælden i Svendborg onsdag morgen, var revyens fadølsbar forsvundet. 

- Den hører til her. Det er jo hyggeligt at komme ned i fadølsbaren før og efter revyen. Derfor blev jeg ked af det, da jeg så den var væk. Jeg blev ikke engang gal. Jeg blev ked af det og skuffet, fortæller Pia Ullehus. 

I teltet, hvor fadølsbaren plejer at holde til, var der kun et par klodser tilbage. Låsen var væk. Det én meter lange spyd, som baren var tøjret til, var væk. Og det samme var baren. Til direktørens store overraskelse.

- Det er da underligt at rende med en fadølsbar uden øl. Og man har altså skulle bruge nogle kræfter på at tage den med, tilføjer Pia Ullehus.

Bar med mange år på bagen

Den let genkendelige grønne fadølsbar med Revyens navn på har været en del af festlighederne i Rottefælden i over 20 år.

- Førhen kørte vi den ind og ud. Så fik vi den låst fast udenfor, og de sidste fem-seks somre har den stået ude uden problemer, fortæller Pia Ullehus.

quote Det er da underligt at rende med en fadølsbar uden øl.

Pia Ullehus, revydirektør, Rottefælden

Tyveriet er nu meldt til politiet, og siden baren forsvandt i onsdags, har personalet spekuleret meget på, hvad der mon er blevet af den.

- Måske er den på vej til udlandet. Måske er det en kæmpe fan, som synes, det er fedt at have den stående. Jeg tror ikke, det er drengestreger – det er et tungt arbejde at slæbe afsted med den, siger Pia Ullehus.

Ingen kommer til at tørste

Rottefældens gæster skal dog ikke frygte, at de kommer til at tørste ved de resterende forestillinger. Der er styr på de våde varer.

- Vi serverer flaskeøl. Og så har vi lånt et nyt anlæg med én hane af Albani. Vi overlever de sidste forestillinger, fortæller Pia Ullehus.

Imens håber hun og kollegaerne i Rottefælden på, at de får baren at se igen.

- Vi håber virkelig, at nogen opdager den et sted og ringer til os. Og så må vi vel kvittere med et par billetter. Om ikke andet så til premieren næste år. Det kunne være dejligt, hvis den står der i morgen tidlig. Men - show most go on, siger Pia Ullehus.

Oversigt

    Oversigt