Rotter yngler som aldrig før

Danmark oplever i øjeblikket et af de værste rotteår nogensinde. De milde vintre betyder, at rotterne stortrives, og på hele Fyn meldes der om en voldsomt voksende bestand af den forhadte gnaver.

- Der er flere rotter, end der har været før. Det er især i de fynske landkommuner, vi oplever problemet, siger Bent Sommer, der er
leder af Mortalins afdeling i Odense til skriver Fyens Stiftstidende.

Mortalin bekæmper rotter i seks af Fyns ti kommuner.

- Der har været en meget kraftig stigning fra november og frem til nu. I landkommunerne har vi fået 30-40 procent flere anmeldelser end sidste år. I Odense er det 5-10 procent mere, siger Bent Sommer til Fyens Stiftstidende.

Hos skadedyrsfirmaet Kiratin A/S, der blandt andet arbejder i Aarup, vurderer den administrerende direktør, at antallet af anmeldelser er fordoblet.

- Normalt får rotterne fire-seks kuld på et år, men med de lune vintertemperaturer er de oppe på seks-ti kuld. Det har givet os væsentligt mere at lave, siger direktør Kim Laursen.

Hos ISS Skadedyrssikring er meldingen den samme.

- Vi har måttet kalde ekstra mandskab ind for at klare opgaven. I øjeblikket er antallet af anmeldelser to-tre gange højere end normalt, siger afdelingschef i ISS Skadedyrssikring, Torben Villadsen.

Arbejdet med at begrænse rotteplagen er ikke blevet lettere af, at de fynske rotter de seneste år er blevet modstandsdygtige over for nogle af de gifte, som rottebekæmperne bruger.

- De resistente rotter er kommet fra Jylland til Middelfart og har spredt sig til Odense og sydpå. I dag findes de over det meste af Fyn, siger biolog Jens Lodal, der har kortlagt de resistente rotters fremmarch for Skadedyrslaboratoriet.

Modstandsdygtige rotter kan dog stadig kun klare tre af de seks gifttyper, der findes.

- Skrækscenariet er selvfølgelig, at de udvikler resistens for de sidste tre gifttyper, for der går i hvert fald 5-10 år, inden en ny type er udviklet, siger Jens Lodal.

Oversigt

    Oversigt