Rottweiler aflivet efter overfald

Rottweileren, der for to uger siden overfaldte en 11-årig pige på en legeplads i Ryslinge, er nu blevet aflivet.

Den løsgående hund angreb den 11-årige pige søndag den 23. maj, da hun legede på en legeplads i Ryslinge.

Hunden bed pigen i bækkenet og i overarmen og hunden slap først sit dybe tag i den lille pige, da den blev slået flere gange i hovedet.

Pigen blev efterfølgende kørt til behandling på Svendborg Sygehus.

Fyns Politi har siden overfaldet haft hunden i internat, og den 54-årige hundejer er sigtet for overtrædelse af hundeloven.

Efter overfaldet indvilgede ejeren i første omgang i at hunden blev aflivet, men senere trak han sit tilsagn tilbage.

Men under en afhøring i forbindelse med sigtelsen, erklærede manden sig alligevel indforstået med at hunden blev aflivet.

Anklagemyndigheden har herefter truffet afgørelse om, at hunden skal aflives, og en dyrlæge har nu aflivet den glubske hund.

Hundeejeren kan udover sigtelsen for overtrædelse af hundeloven se frem til et erstatningskrav fra politet for udgifter til internatophold og dyrelægeassistance.

Oversigt

    Oversigt