Røver fanget i Faaborg

En 19-årig mand fra Odense blev tirsdag over middag anholdt og sigtet for røveri mod en guldsmed i Faaborg kort tid før.

0411 domino

Manden, som er fra Odense, kom ind i guldsmed Domino i Vestergade i Faaborg omkring klokken 12.00 tirsdag.

Han bad om at få fremvist nogle guldsmykker i en montre og den kvindelige ekspedient tog dem frem.

Pludselig greb han ud efter en guldkæde, hun holdt i hånden, og virkede så truende, at hun gav slip på den.

Dermed er der basis for at sigte ham for røveri.

Bagefter løb han fra stedet, men en mand, der stod ved en pølsevogn i nærheden, så det og hørte de ansatte i butikken gøre anskrig, så han tog sin bil og fulgte efter røveren.

Forfølgeren holdt politiet orienteret om røverens færden, så da betjentene nåede frem et kvarters tid senere, kunne de køre ud i en kolonihave i området ved Markedspladsen og Kirkestien, hvor han forsøgte at gemme sig.

Formodet medgerningsmand

Den anholdte havde ingen af de guldting på sig, der blev røvet.

- Derfor formoder vi, at der er en medgerningsmand, som han har afleveret kosterne til, siger vagtchef ved Fyns Politi, Kim Munksgaard.

Den 19-årige var alene inde i butikken, så umiddelbart har politiet intet signalement af den formodede medgerningsmand.

- Men vi har noget overvågningsvideo fra nærliggende lokaliteter, som vi skal have set igennem, siger Kim Munksgaard.

Oversigt

    Oversigt