Røver smed kvinde ud på kørebanen

Fyns Politi, Odense, anholdt søndag formiddag en 30-årig mand, der to gange inden for det seneste halve døgn havde frarøvet bilister deres biler.

Første episode fandt sted klokken 19.30 på Falen i Odense, hvor den 30-årige mand stod midt på kørebanen og gestikulerende signalerede, at en kvindelig, forbipasserende bilist skulle stoppe.

Det gjorde kvinden, men i samme øjeblik, hun stoppede, tog manden fat i hende og smed hende ud på kørebanen. Herefter kørte han væk i kvindens bil.

Klokken 04.30 var den så gal igen. Her var den 30-årige bilist i kvindens bil kørt ind i en lygtepæl på Søndergade i Glamsbjerg. En 18-årig mand stoppede for at hjælpe den 30-årige bilist, men sidstnævnte trak i stedet en kniv, truede sig til den 18-åriges blå Audi, som han kørte væk i.

Søndag formiddag lykkedes det politiet at anholde manden, da han og Audi'en blev fundet i Dyrup.

Oversigt

    Oversigt