Røvere var tæt på trafikulykke

To sortklædte mænd, der tømte pengeskab i Aldi-forretning i fynske Ringe, var nær kørt galt efter røveriet.

Forsynet med en murerhammer og en gul hobbykniv gennemførte to maskerede mænd onsdag aften et røveri mod Aldi på Odensevej i Ringe.

Først krævede de dagens omsætning fra kassen udleveret. Derefter tømte røverne et pengeskab i et baglokale efter at have truet personalet med hammeren og kniven.

Røverne, der begge var klædt i sort fra top til tå, havde tildækket deres ansigter med tørklæder og solbriller.

De forsvandt i løb fra forretningen med udbyttet. Umiddelbart derefter så personalet en lille mørk personvogn, der kørte i nordlig retning. Politiet mener, at det er røvernes flugtbil.

- Den var meget tæt på at støde sammen med en anden personbil, der kom fra sydlig retning på Odensevej lige omkring klokken 20. Vi vil naturligvis gerne tale med bilisten, siger vagtchef Thomas Bentsen fra Fyns Politi.

Gerningsmændene kørte hasarderet og med slukkede lygter, ifølge personalet i Aldi-forretningen.

Gerningsmændene beskrives som 180-185 centimeter høje. Der er sandsynligvis tale om udlændinge, fordi de talte gebrokkent engelsk.

- De virkede begge lidt kraftige i det, men det kan skyldes deres tøj, og de var ret aggressive under røveriet, siger politiets vagtchef.

Oversigt

    Oversigt