Røveri mod butik i Kværndrup

Tre mænd truede ekspedient i nærbutik på Fyn til at udlevere penge, skrabelodder og cigaretter.

En yngre ekspedient blev fredag aften udsat for røveri i Butik En Nærkøb i Kværndrup på Fyn, skriver Ritzau.

Tre mænd dukkede op i butikken klokken 21.40 og truede den 19-årige ansatte til at udlevere penge, skrabelodder og cigaretter, oplyser vicepolitikommissær Morten Aunsborg fra politiet i Svendborg.

- De havde ingen våben, men virkede truende i deres adfærd. Det kan skam også være voldsomt nok.

Politiet havde lørdag formiddag ikke fået en eneste henvendelse fra offentligheden. Og det kan blive svært at komme videre i sagen, indrømmer Morten Aunsborg.

- Vi er meget afhængige af, at folk henvender sig, hvis de har set de tre gerningsmænd eller en mulig flugtbil. Det håber jeg sker i løbet af dagen.

Oversigt

    Oversigt