I det fynske folks tjeneste

Røveri mod tank i Ejby

To maskerede røvere slog lørdag aften til mod benzin-tank i Ejby.

De to mænd røvede lørdag aften kl 18.50 kiosken ved DK-Benzin Nørregade 129 i Ejby.

De to piger, der passede kiosken, blev først truet med en hobbykniv. Røverne trængte om bag disken og fandt her en takket brødkniv, som de også truede med.

"Det er et røveri - vi skal have alle pengene", sagde den ene af røverne på dansk, fortæller vagthavende ved Fyns Politi.

De to piger blev tvunget til at udlevere et ukendt kontantbeløb fra kasseapparatet.

Efter røveriet stak de to røvere af i en grøn varevogn af mærket VW Transporter på danske nummerplader. Varevognen var lidt speciel ved at have vinduer hele vejen rundt i varedelen.

Politiet har følgende signalement af gerningsmændene:
 
Røver A. Mørk/sort hudfarve, omkring 18 år, 175 cm høj, almindelig af bygning. Han var under røveriet iført mørk ternet hættetrøje, som han brugte til at maskere sig med. Han bar en rød sportstaske uden særlige mærker.
 
Røver B. Lys hudfarve, omkring 18 år, 170 cm høj, almindelig af bygning og havde kort mørkt hår. Bar under røveriet en sort sweatshirt med påtrykt silhuet af en hund. Han maskerede sig med et tyndt silkeagtigt tørklæde.

På videooptagelser fra overvågningekameraer kan politiet se, at røverne opholdt sig omkring tanken et godt stykke tid op til røveriet.

Hvis nogen har set røverne eller har yderlige oplysninger, kan de gives til Fyns Politi på telefonnummer 114.