To røverier med begrænset udbytte

Både en dagligvareforretning og en tankstation blev røvet i løbet af tirsdag aften, men i begge tilfælde slap røveren kun væk med et lille pengebeløb.

Det første røveri skete mod Aldi på Nyborgvej i Odense ved halv syvtiden. Her truede en mand ekspedienten med en kniv og fik udleveret et mindre pengebeløb. Herefter stak han af til fods mod Odense midtby.

Gerningsmanden beskrives som en mand af almindelig bygning, 170-175 cm høj. Han bar en lang grøn jakke og en grå kasket.

Truede med pistol

Det andet røveri skete klokken 22.20 på Shelltanken ved Tarupcenteret. Her brugte røveren en pistol til at true personalet til at udlevere et mindre pengebeløb. Samme tank blev også røvet mandag morgen, men politiet ved ikke om det er samme gerningsmand.

Røveren ved tirsdag aftens røveri beskrives som ca. 185 cm høj. Han bar en sort hue, blå bluse og mørke jeans.

Hvis du har oplysninger i nogen af sagerne kan Fyns Politi kontaktes på telefon 114.

Oversigt

    Oversigt