Røverioffer fra Vollsmose er fortsat i livsfare

59-årig mands tilstand er fortsat kritisk, efter at røvere overfaldt ham torsdag. Tre drenge kræves fængslet.

Den 59-årige mand, som torsdag blev offer for et brutalt gaderøveri på et stisystem ved Vollsmose i Odense, er fortsat i livsfare. Det oplyser Fyns Politi til Ritzau lørdag formiddag.

Sidst på formiddagen bliver tre drenge fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling. De blev anholdt fredag.

- De er anholdt på baggrund af vidneforklaringer, og den efterforskning der har foregået i går (torsdag, red.) og i dag (fredag, red.), sagde vicepolitikommissær Jack Liedecke efter anholdelsen.

De anholdte er drenge i alderen 15-16 år. Dermed er de ikke gamle nok til at blive sat i fængsel, hvis dommeren ved grundlovsforhøret finder grundlag for at frihedsberøve dem.

I så fald skal de anbringes på en sikret institution, som blandt andet er specialiseret i at håndtere unge kriminelle.

Sigtelsen mod de tre lyder på røveri, men skulle det værst tænkelige ske - at den 59-årige mand ikke overlever - står de formentlig til en sigtelse for vold med døden til følge eller måske endda drab.

Offeret blev torsdag eftermiddag fundet bevidstløs ved et stisystem mellem Bøgeparken og B1909's træningsbaner.

Manden blev efter overfaldet kørt til Odense Universitetshospital, hvor der blev konstateret skader på hovedet - muligvis en indre blødning i baghovedet. Han er efterfølgende lagt i såkaldt kunstig koma.

Det har derfor ikke været muligt at afhøre ham om overfaldet. Undersøgelser på stedet tyder imidlertid på røveri, da politiet har fundet genstande på jorden omkring ofret.

Anholdelserne af de tre drenge er sket i tidsrummet mellem klokken 11.30 og 17.40 fredag. De to kommer fra Vollsmose, mens den tredje bor et andet sted i Odense.

- De er kendt af politiet i forvejen, siger vicepolitikommissær Jack Liedecke, der dog ikke vil komme ind på, hvad drengene er kendt for.

Oversigt

    Oversigt