I det fynske folks tjeneste

Royalt bryllup giver travlhed i storkøkkenet

Når ældreplejen i Odense på mandag for første gang fyrer op under gryderne i det nye storkøkken på Teknikvej, bliver der travlhed fra første færd.

Ud over de faste daglige 2100 middagsportioner til områdets ældre, giver en stor royal begivenhed noget at se til for storkøkkenets kokke.

Brylluppet mellem H.H.K. Prins Joachim og Marie Cavallier giver mulighed for at bestille gourmetmiddag i det nye køkken - og det har betydet overvældende mange forudbestillinger. Over 1600 ældre både hjemmeboende og beboere på plejecentre vil have gourmetmad, når festlighederne glider over skærmen.

- Bryllupsmenuen er en kæmpe succes, og vi er rigtig glade for, at vi har satset rigtigt med de lækre gourmetretter, siger Karen Nymann, funktionschef i OKÆ-madservice.