Rudeknuserier i Svendborg måske udløber af uro i København

Natten til lørdag skete der rudeknuserier tre steder i Svendborg. Noget tyder på, at det er en udløber af urolighederne i København. Politiet vil hverken af- eller bekræfte.

I løbet af natten til lørdag blev der knust ruder på Den Danske Bank i Møllergade, Nærpolitistationen på havnen og i en butik i tilknytning til rådhuset.

Efter hvad TV 2/Fyn erfarer er der tale om en støtteaktion i forbindelse med demonstrationerne i København.

Bla. er det gået ud over Den Danske Bank, fordi den har financieret købet af Ungdomshuset i København, som har været en udløsende faktor i hele den langvarige strid og den nylige rydning af Ungdomshuset.

Vagthavende ved Svendborg Politi bekræfter, at rudeknuserierne har fundet sted, men ved ikke, om der er forbindelse til uroen i hovedstaden.

- Vi har jo jævnligt rudeknuserier, så om det har noget med København at gøre ved vi ikke, siger han.

Oversigt

    Oversigt