Rullende Kagemand: Sårbare familier får hjælp til børnefødselsdagen

Sårbare børnefamilier kan nu får hjælp af Mødrehjælpen til at holde en børnefødselsdag. Det sker via initiativet Den Rullende Kagemand.

En af de mange glæder ved at have børn er, at man hvert år kan få lov til at fejre dem til deres fødselsdag. 

Og for mange forældre er det en selvfølge, at huset en dag om året er fyldt med børnenes skolekammerater, slik, boller og røde sodavand - og måske er der endda en skattejagt. 

Desværre er det ikke alle forældre, der enten har råd - eller overskud - til fejre deres børn. Men nu er der hjælp at hente. Mødrehjælpens lokalforening i Odense har nemlig lavet initiativet Den Rullende Kagemand.

Her kan sårbare børnefamilier få hjælp til at holde en måske uoverskuelig børnefødselsdag.

- Det er et højdepunkt i mange børns liv, siger Michaela Manalili Hansen, formand for Mødrehjælpens lokalforening i Odense.

- Det er en form for økonomisk hjælp, men ikke en pengeoverførsel. Vi aftaler med dem, hvad de har brug for. Er det boller, er det kakao, er det servietter, for den sags skyld. Så aftaler man det med en frivillig. Den frivillige tager ud og handler, og afleverer det ved familien - hvor man så også har mulighed for at sige, at man har brug for praktisk hjælp, forklarer Michaela Manalili Hansen.

Den praktiske hjælp kan bestå i at lave en skattejagt eller rydde af bagefter.

- Simpelthen for at kunne give familien overskud til at holde en børnefødselsdag. 

Initiativet er blevet modtaget godt, men er også afhængig af frivillige støttekroner.

Og nogle af de penge vil i år komme fra Kulturmaskinens julegalla, som er et velgørenhedsshow der i år afholdes 22. december. Her er pengene denne gang øremærket netop Den Rullende Kagemand.

 

 

Oversigt

    Oversigt