Rumlaboratorium fastgjort til rumstation

Astronauter fra rumfærgen Atlantis fastgør det europæiske rumlaboratorium til den internationale rumstation. Ombord er udstyr fra fynske Damec Research.

To astronauter fra den amerikanske rumfærge Atlantis fastgjorde her til aften et europæisk rumlaboratorium til den internationale rumstation under en rumvandring.

Astronauterne Rex Walheim og Stanley Love indledte rumvandringen i eftermiddag - 22 minutter tidligere end planlagt. Rumvandringen skulle ifølge planen vare i næsten syv timer.

Installationen af rumlaboratoriet var blevet udsat en dag, da en af astronauterne var blevet syg.

Det 10 ton tunge, europæisk fremstillede rumlaboratorium Columbus markerer en milepæl for Europas rolle i rummet.

Rumlaboratoriet er Det Europæiske Rumagenturs bidrag til en internationale rumstation. Det ti milliarder kroner dyre projekt har været under udvikling i adskillige år og været ramt af talrige forsinkelser. Det skal blandt andet bruges til bioteknologiske og medicinske eksperimenter og forsøg med forskellige materialer og væsker.

Ombord er udstyr fra fynske Damec Research - blandt andet særlige kondicykler til astronauterne og lungefysiologiske instrumenter, som kan holde astronauternes kredsløb i gang. Damec har gennem årene leveret to tons udstyr til bemandede rummissioner.

/ritzau/reuters/olho

Oversigt

    Oversigt