Rundstykker skal kapre ansatte

Manglen på kvalificeret arbejdskraft risikerer at sætte en stopper for væksten hos fynske it-virksomheder. Onsdag forsøger en odenseansk it-virksomhed at kapre nye medarbejdere ved at dele rundstykker ud til togpendlerne i Odense.

Det går stærk hos it-virksomheden Hedal Kruse Brohus. Antallet af medarbejdere er på fire år vokset fra 29 til 55, og nu er der igen brug for nye kolleger. Men personer med de rigtige kvalifikationer er en mangelvare på Fyn, og det bremser væksten.

- Vi står i en situation, hvor vi har svært ved at finde kvalificerede udviklere, og det er frustrerende, da det nu resulterer i en direkte nedsættelse af væksthastigheden. Med en fuldt booket ordrebog og flere projekter på vej ind, har vi brug for flere kvalificerede udviklere, hvis vi ikke skal ende med at takke nej til flere nye projekter i år, siger firmaets administrerende direktør Lars Hedal.

Derfor uddelte firmaet hele onsdag morgen rundstykker ud på Odense Banegård. Målet er at vis de togpendlere, der dagligt tager turen fra Odense til København for at arbejde, at der også er udfordrende job på Fyn.

- Vi er meget bevidste om at skabe en god kontakt og gøre os synlige over for de relevante studerende, men det er en indsats, der bærer frugt på den lange bane og ikke noget, der løser den mangel på arbejdskraft, som vi oplever lige nu. Vi har en fælles opgave i at fremhæve og gøre jobmulighederne på Fyn attraktive, så vi - og andre fynske IT-virksomheder i samme situation - ikke mister kvalificeret arbejdskraft til andre dele af landet, siger Lars Hedal.

Oversigt

    Oversigt