I det fynske folks tjeneste

Rygcenter drukner i egen succes

Rygcenter Fyn er på få år blevet en gigantsucces, men det har sin pris. For ventelisterne vokser og vokser, og for en rygpatient kan for lang ventetid være skæbnesvangert. Lidelsen risikerer at blive kronisk i ventetiden.

Blandt behandlerne på Fyns Amts rygcenter i Ringe er fysioterapeuter.

Bider sig selv i halen

I dag venter patienter helt op til seks måneder på at komme til på rygcentret, der ligger i Ringe.

- Vi har akutte patienter, der må vente to måneder på at blive tilset, og det er utilfredsstillende, siger Claus Manniche, leder af Rygcenter Fyn.

- Problemet bider sig selv i halen. Jo længere tid en patient går ubehandlet, jo længere tid vil det tage at behandle vedkommende, siger Claus Manniche.

Ønske: mere kapacitet

På Rygcenter Fyn bliver patienterne behandlet af kiropraktorer, fysioterapeuter og rheumatologer. Det samme gør man i Give. Men i følge Claus Manniche findes der ikke andre tilsvarende behandlingssteder i Region Syddanmark.

- Politikerne er nødt til at finde en løsning på problemet, når nu vi skal servicere hele regionens 1,2 millioner indbyggere. Der er brug for et center mere, siger Claus Manniche.

Se indslag på TV 2/Fyn onsdag kl. 19.30. Derefter studieinterview med Poul Erik Svendsen, formand for Sygehusudvalget i Region Syddanmark.