I det fynske folks tjeneste

Vred Stephanie Lose: - Rystende at Falck har taget så ufine metoder i brug

Konkurrencerådet vil melde Falck til Bagmandspolitiet for deres ageren over for konkurrenten Bios. Regionsrådsformand Stephanie Lose er rystet over Falcks fremgangsmåde over for Bios.

00:29

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) er glad for, at der efter tre års undersøgelser nu endelig er faldet en afgørelse i Konkurrencerådets behandling af sagen. Video: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Onsdag har Konkurrencerådet afgjort, at Falck misbrugte sin dominerende stilling til at ekskludere Bios fra ambulancemarkedet tilbage i 2014 og 2015.

Konkurrencerådet kritiserer blandt andet Falck for i det skjulte at formidle negative historier om Bios til presse og medarbejdere samt målrettet at påvirke de ambulancereddere, der overvejede at søge job hos Bios.

Det er rystende, at en gammel og hæderkronet virksomhed har ageret på denne måde og taget så ufine metoder i brug for at spænde ben for Bios

Stephanie Lose

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) er glad for, at der efter tre års undersøgelser nu endelig er faldet en afgørelse i Konkurrencerådets behandling af sagen.

Samtidig er hun rystet over Falcks handlinger i hele sagen.

- Det er rystende, at en gammel og hæderkronet virksomhed har ageret på denne måde og taget så ufine metoder i brug for at spænde ben for Bios, siger regionsrådsformand Stephanie Lose til TV 2/Fyn.

 

Læs også Bios-sagen: Konkurrencerådet vil melde Falck til Bagmandspolitiet

 

- Jeg hæfter mig ved, at Falck bag alle linjer og via stråmænd og kommunikationsbureauer blandt andet har plantet historier på de sociale medier og hos medier ganske målrettet og bevidst for at spolere Bios' ambulancedrift hos os (Region Syddanmark, red.), siger Stephanie Lose.

Endte med konkurs

Den intense kamp mellem de to selskaber endte med, at Bios ikke kunne leve op til kravene i den kontrakt, det havde indgået med Region Syddanmark.

Bios gik efterfølgende konkurs, og regionen hjemtog ambulancedriften gennem sit eget nystiftede selskab, Ambulance Syd.

Bios råbte jo op om problemer og at Falck modarbejdede dem – gjorde I nok for at hjælpe dem i gang?

- Vi har strukket os meget langt, og jeg mener, at vi gjorde, hvad vi kunne. Vi har fået evalueret vores egen ageren i sagen, og der var rent faktisk ros for Region Syddanmarks indsats.

 

Læs også Falck insisterer på uskyld: Anker kendelse om misbrug af markedsposition

 

- Men det er jo også foregået så meget i det skjulte og via stråmænd og kommunikationsfirmaer, at det har taget Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen flere år at komme til bunds i det her, siger Stephanie Lose. 

Om Region Syddanmark nu vil tage retslige skridt mod Falck, kan regionsrådsformanden endnu ikke fastslå.

- Det er for tidligt at sige nu. Det er noget, vi nu skal vende med vores jurister, siger Stephanie Lose.

01:24 Luk video