I det fynske folks tjeneste

Rytmisk musikstøtte til hele Fyn

Koncert på Posten i Odense.

Statens Kunstfond har godkendt, at antallet af regionale spillesteds-scener på Fyn stiger fra 2 til 5. Men pengene er de samme.

Glæden er stor på et kontor midt i Assens. 

Lasse Tajmer er leder af spillestedet Tobaksgaarden, og han har i årevis kæmpet for at få godkendt stedet som regionalt spillested. Endelig er det lykkedes.

- Det betyder, at vi kan lave endnu flere koncerter, og vi kan få arbejdsro til at arbejde med publikumsudvikling og talentudvikling.

Indtil nu har scenerne Posten og Dexter i Odense (med fælles administration) været det eneste regionale spillested på Fyn med et årligt statsligt tilskud på 2,3 mio. kr. Pengene skal sikre udvikling af den rytmiske livemusik på højt kunstnerisk niveau.

Men da ansøgningen skulle indsendes til Statens Kunstfond for perioden 2017-2020, blev pjalterne slået sammen med Tobaksgaarden i Assens, Harder's i Svendborg og Kansas City i Odense. 
De respektive kommuner bakkede op, og der blev sendt én fælles fynsk ansøgning.

I dag offentliggjorde Statens Kunstfond så resultatet, hvor de havde godkendt 19 ansøgninger ud af 27. Den fynske var én af dem.

Så langt så godt. Fem fynske scener er nu godkendt som ét fælles regionalt spillested. 
Men så er der lige økonomien.

I den tidligere periode fik Posten/Dexter årligt 2,3 mio. kr i statsstøtte, og dét beløb er fuldstændig uændret i den kommende periode. Også selvom der nu er flere scener.

Morten Østlund, der er spillestedsleder på Posten/Dexter, er alligevel godt tilfreds med godkendelsen.

- Det her betyder, at publikum samlet set vil opleve flere koncerter, hvor vi kan dyrke nichegenrerne. Måske kan vi risikere lidt færre midler til aktiviteter på Posten og Dexter, men det vil give mere aktivitet i Svendborg og Assens.

Morten Østlund gør også opmærksom på, at det ikke kun er de statslige penge, der ligger i spillestedssamarbejdet. Assens Kommune lægger 500.000 kr. årligt til samarbejdet, mens Svendborg lægger 100.000 kr.

- Nu skal vi lige starte med at sætte os ned i fællesskab og finde ud af, hvad vi gør, siger den odenseanske spillestedsleder.

Og når man spørger Lasse Tajmer om økonomien, er han også forsigtig optimist. De fynske spillesteder har ganske vist ikke fået så mange penge, som de har søgt om, men han ser fastholdelsen af beløbet på de 2,3 mio. kr. som en halv sejr.

- Der har været nedskæringer nogle steder, og man har lukket for tilskuddet til to spillesteder i København. Så jeg tror, vi skal være godt tilfredse med den beslutning, der er taget her.

 

Ved du noget? Så send os et tip