I det fynske folks tjeneste

S: Der bør være råd til mindre bandeafsnit i fængsler

Trine Bramsen vil lytte til ansattes ønske om at stuve færre bandemedlemmer sammen. Pengene er der, siger hun.

Folketingets Retsudvalg besøgte 29. sep 2016 Nyborg Fængsel, efter at en fængselsbetjent var blevet skudt ned. Foto: Ole Holbech

Bandeafsnittene i fængslerne er for store. Det gør bandemedlemmerne for stærke, at de sidder sammen med mange fra deres egne grupper, når de sidder inde.

Og konsekvensen er flere trusler mod de ansatte i fængslerne. Sådan lyder advarslen fra fagforeningen Fængselsforbundet i torsdagens Berlingske. Forbundet foreslår mindre bandeafsnit med højest seks til syv indsatte.

Læs også Betjente: Bandeafsnit i fængslerne er blevet for store

Det forslag tager Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, vel imod.

- Der er rigtig god grund til at lytte til Fængselsforbundets viden og forslaget om at splitte bandegrupperingerne op inde i fængslerne, siger hun.

- Det absurde er, at pengene er der. Vi indgik en flerårsaftale for Kriminalforsorgen for fem år siden. Imens den har kørt, er der blevet færre indsatte i landets fængsler.

- Det undrer os meget, at både den forhenværende og nuværende justitsminister ikke udnytter rammen til Kriminalforsorgen fuldt ud, siger Trine Bramsen.

Aftalen om Kriminalforsorgen skal snart genforhandles.

Læs også Skaarup: - Det er ikke de indsatte, der styrer fængslerne!

- Der er det vigtigt, at antallet af fængselsbetjente per indsat stiger, siger Trine Bramsen.

- Dem, der sidder inde, er blevet grovere. Derfor skal der bruges flere hænder. Særligt hvis man skal have dem ud af kriminalitet.

Flerårsaftalen om Kriminalforsorgen er fra 2012. Den blev indgået mellem den daværende SRSF-regering og Enhedslisten, Liberal Alliance og Konservative.