S i Kerteminde går til modangreb

Socialdemokraterne i Kerteminde går nu til modangreb, og tilbyder borgmesterpost til de borgerlige.

Mandag brød den socialdemokratiske Sonja Rasmussen med partiet og indgik aftale med de borgerlige partier, der giver hende borgmesterposten.

Men nu tilbyder socialdemokraterne, med den nuværende borgmester Palle Hansborg-Sørensen i spidsen, at stemme for en borgmester fra et af de borgerlige partier.

- Vi kan ikke stemme for Sonja Rasmussen som borgmester. Men da der nu er borgerligt flertal i det nue byråd, er vi også indstillet på at stemme for en borgerlig borgmester. Vi har tilbudt borgmesterposten til Jørgen Schou fra Borgerlisten, siger Palle Hansborg-Sørensen.

Palle Hansborg-Sørensen har kontaktet Jørgen Schou fra Borgerlisten og tilbudt ham borgmesterposten, men han afslår det tilbud.

- Sonja Rasmussen er den bedste til posten, siger Jørgen Schou fra Borgerlisten.

Luunbjerg afviser

Men socialdemokraterne opgiver ikke så let. De vil gøre alt for at undgå Sonja Rasmussen som borgmester.

- Vi er også parat til at stemme for Lars Ole Valsøe fra De Konservative eller Hans Luunbjerg fra Venstre som borgmester, siger Palle Hansborg-Sørensen.

Men Hans Luunbjerg fra Venstre afviser også at blive borgmester.

- Jeg syntes ikke, at det var den helt rigtigt måde at skaffe flertal på, som vi endte med at vælge. Men det kunne ikke være anderledes. Men jeg står ved vores aftale med Sonja Rasmussen, og jeg vil ikke være borgmester, siger Hans Luunbjerg fra Venstre.

Valsøe afviser også

Også Lars Ole Valsøe fra De Konservative afviser socialdemokraternes tilbud.

- De skulle have tænkt sig om i sidste uge. Vi tilbød, at støtte Palle Hansborg-Sørensen som borgmester, mod at vi fik en formandspost. Men dengang ville de ikke forhandle om noget somhelst. Nu har jeg det rigtigt godt med den aftale, vi har lavet med Sonja Rasmussen, siger Lars Ole Valsøe fra De Konservative.

Oversigt

    Oversigt