S om brugerbetaling: Venstre fortsætter zigzagkurs

Venstre beskyldes for at komme med modsatrettede meldinger i sundhedspolitikken.

Venstre taler med to tunger i spørgsmålet om, hvorvidt borgerne skal betale for lægebesøg og andre ydelser på sundhedsområdet.

Det mener Sophie Hæstorp Andersen (S), som er formand for Folketingets sundhedsudvalg.

Hun beskylder Venstres gruppeformand, Kristian Jensen, og partiets spidskandidat til Region Hovedstaden, Martin Geertsen, for at komme med "komplet modsatrettede meldinger i sundhedspolitikken".

- Hvem bestemmer reelt Venstres kurs, spørger Sophie Hæstorp Andersen med henvisning til udtalelser de seneste dage fra de to Venstre-folk.

Torsdag sagde Martin Geertsen i et interview til Berlingske, at "vi har betalt vores skat én gang, og hvis man lægger yderligere brugerbetaling på noget uden at sænke skatten, så er det jo egentlig bare en ekstra skat på sundhedsydelser".

- Og det har vi ingen planer om, tilføjede han.

I Jyllands-Posten lørdag siger Kristian Jensen, at Venstre er parat til at se på, hvordan brugerbetaling i sundhedsvæsnet kan indrettes på en ny måde.

Desuden har Venstres spidskandidat i Syddanmark, Carl Holst, ifølge Jyllands-Posten foreslået en betaling på 75-150 kroner hos lægerne.

- En brugerbetaling på 100 kroner afholder nok ikke den rige frue i Hellerup fra en undersøgelse hos lægen, men jeg er ikke i tvivl om, at det kan afholde den enlige mor i Ishøj fra at søge hjælp til sit febersyge barn, siger Sophie Hæstorp Andersen.

- Endnu en gang lægger Venstre an til en zigzag kurs, og igen går det ud over den almindelige danskers sundhed og økonomi. Vi mangler stadig at se en entydig vision for, hvad Venstre egentlig vil med sundhedsvæsnet, tilføjer hun.

Sophie Hæstorp Andersen er socialdemokratisk spidskandidat ved valget til Region Hovedstaden, der finder sted sammen med kommunalvalget til november.

Oversigt

    Oversigt