I det fynske folks tjeneste

S-SF'ere vil se på boligskat og udlændinge

Lokale S-SF'ere mener, en rød regering bør gå på kompromis med De Radikale om boligskat og 24-års regel. S-formand i Nyborg Kurt Bæk vil især gerne fjerne 24-års reglen.

Hvis det står til en række socialdemokrater og SF'ere udenfor Christiansborg skal både 24-års reglen og loftet over boligskatten afskaffes - sådan som Radikale vil have det.

En række lokale socialdemokrater og SF'ere er dagen inden folketingsvalget uenige med deres partiledelser på et par betændte områder, nemlig boligskatten og 24-års reglen.

Flere lokale formænd og næstformænd fra S og SF mener, at en S-ledet regering bør gå på kompromis med Radikale, som vil afskaffe loftet over boligskatten fra 2016 og 24-års reglen.

-Jeg ser Radikale som en del af regeringen, og hvis de skal ind og have ministerposter, som jeg tror, de skal, så er det vigtigt, at der kommer et fælles fodslag. Ellers holder den ikke så længe, siger Keld Nielsen, S-formand i Lejre.

S-formand i Nyborg Kurt Bæk vil især gerne fjerne 24-års reglen.

-Jeg synes ikke, det er rimeligt, man blokerer menneskers kærlighedsliv med sådan en rigid årgangsregel, siger han.

Også i forhold til loftet over boligskatten er Kurt Bæk uenig med partitoppen.

- S og SF går til valg på, at der ikke røres ved det, men der vil jo altid være en forhandling i forbindelse med sådan et regeringsgrundlag, og for mit vedkommende måtte det da gerne blive inddraget, siger han.

For folketingskandidat og SF-næstformand på Langeland Winni Jørgensen er 24-års reglen en torn i øjet.

SF har lavet en aftale med S om ikke at røre ved reglen i den kommende valgperiode, men den må væk hurtigst muligt, da aftalen koster SF stemmer, mener hun.

- Selvom det ikke ligger på linje med partitoppen, så er der jo en grund til, at vi blev SF'ere, dengang vi blev det.

- Hvis det havde været et parti, som skulle sætte point på folk og lave boligpakker, så kan det godt være, jeg havde valgt et andet parti, siger Winni Jørgensen.

Hun synes som udgangspunkt også godt om Radikales forslag om at fjerne loftet over boligskatten:

- Men det er ikke den aftale, vi har indgået, siger hun.

En rundspørge, som Ritzau har foretaget, viser, at flere lokale socialdemokrater og SF'ere er klar til kompromis med Radikale om boligskatten og 24-års reglen.

Svarprocenten i rundspørgen er dog for lav til, at man kan kalde det en generel tendens.