S vil have miljøvenlig taxakørsel i Odense

Står det til socialdemokraterne skal en stor del af kommunens taxakørsel fremover ske i miljøvenlige hybridbiler, der både kører på el og benzin.

Odense Kommune bruger årligt 70 millioner kroner på at transportere ældre og skoleelever rundt i taxaer. Og fremover bør det ske i hybridbiler.

- Mange af byens taxaer er benzinslugere og jeg synes det er modsatrettet, at vi selv vil bruge el-biler, når vi så betaler andre for at køre rundt i Mercedes og BMW med vores skolebørn, siger politisk ordfører for socialdemokraterne i Odense Byråd, Thomas Funding.

Socialdemokraterne forslår, at de 70 millioner kroner kommunen årligt bruger på at transporte ældre eller skoleelever rundt i taxa fremover skal ske i hybridbiler.

- De taxaer, vi skal benytte, skal kunne køre længere på literen og så skal de være mere miljøvenlige i forhold til luftforurening, siger Thomas Funding.

I øjeblikket er kun én ud af de 180 taxa'er i Odense kommune, der er en hybridbil.

- Jeg er udelukkende positivt indstillet over for at køre i hybridbil, og den er mindst lige så god som en Mercedes, siger vognmand Filip Bauer Spang, der har Odenses eneste hybridbil.

I storbyer som fx New York og Tokoy er hovedparten af byens taxa?er hybridbiler.

Det socialdemokratiske forslag skal behandles af Odense Kommunes økonomiudvalg 21. januar.

Oversigt

    Oversigt