I det fynske folks tjeneste

Så er der julemarked!

Lørdag er der en måned til jul, og det betyder at nu sætter julearrangementerne over hele Fyn for alvor ind. I weekenden er der mulighed for den hyggeligste julehygge utallige steder på Fyn.

I forretninger og gågader har der længe været pyntet op til jul, og nu spreder julehyggen sig videre til herregårde, godser, pladser og kulturhuse.

Bogense

På Harridslevgaard Slot i Bogense åbner porten til julemarkedet lørdag med juledekorationer og juleinspiration. Markedet tilbyder salg af legetøj, smykker, beklædning til børn og voksne, julepynt og masser af brugskunst.

På Gyldensteen Golf kan man i weekenden få en tur i hestevogn og besøge et kæmpe julemarked, hvor 50 udstillere sælger både alt godt fra havet, italienske specialiteter til juletræer og julegaver

Svendborg

I Kunstnernes Julebazar i SAK Kunstbygning i Svendborg kan man købe kunst og kunsthåndværk af høj kvalitet fra 34 forskellige boder. Der er utallige gavemuligheder i fx keramik, trykte tekstiler, træ, glas, læder, filt, mundblæst glas, tørklæder og pileflet. SOS Børnebyerne har en bod med lotteri, hvor de deltagende kunstnere har doneret præmierne.

Odense

I Odense begynder H. C. Andersen julemarked først i næste weekend, men Frelsens Hær er allerede lørdag på plads i gågaderne og vil samle penge ind til julehjælpen. Fyns Bingo Bankocenter tyvstarter også deres julemarked lørdag.

I Det Grønlandske Hus i Odense er der lørdag pyntet op til grønlandsk jul og julemarked. Her kan man købe både sælskindsluffer, hjemmesko og grønlandske smykker. Det grønlandske Umiaq-kor underholder ca. kl. 14.30.

Morud

Ved Langesø Mejeriet på Rugårdsvej i Søndersø bliver der holdt gammeldags julemarked med salg af gløgg og æbleskiver, juletræer og dekorationer for enhver smag.

Broby

På Herregården Lundegaard i Nr. Broby bliver der ligeledes budt til julesalg fra boder, der tilbyder unikke gård- og lokalproducenter af fødevarer, tekstiler og kunsthåndhåndværk. I kostalden kan man købe oksekød, lammekød, kyllinger, pålæg, ost, mejeriprodukter, most, marmelade, saft, salt, økologisk chokolade, øl, vin og mjød.

Ullerslev

På den gamle landevej i Ullerslev åbner de "Julens hyggeligste Marked" med fransk inspireret julepynt, dekorationer, ting til boligen, gamle franske og svenske møbler, gæsteudstillere og en hyggelig café.

Assens

I Assens foregår det på Tobaksgaarden, hvor de også har "Julens hyggeligste Marked". Arrangørerne lover at markedet er både større, hyggeligere og bedre end de foregående år.

Ved du noget? Så send os et tip