Så er konflikten i gang: Ingen løn til lærere

125 lærere i Odense Kommune må kigge forgæves efter deres løn på kontoen i morgen. Lærerne er forudlønnede, og Odense Kommune har som én af de få kommuner i landet valgt at tilbageholde deres løn på grunde af den forestående lockout.

Selvom lockouten først officielt blev varslet mandag, så valgte Odense Kommune allerede søndag at bremse lønnen til de 125 lærere, der er forudlønnede.

- Det gjorde vi af tekniske årsager. Det var sidste mulighed for at stoppe lønudbetalingerne. Vi har varslet det over for lærerforeningen, og det er helt efter bogen, at lærerne ikke skal have løn, når de ikke længere arbejder som lærere, siger Bo Wind, der er chefkonsulent i HR-afdelingen i Odense Kommune.

De 125 lærere der er forudlønnede, er for hovedpartens vedkommende ansat før 1993, hvor lærere blev forudlønnet. Hovedparten af lærerne er dog bagudlønnede, og de vil blive trukket i lønnen, når den bliver kørt 20. april.

Hos landets 98 kommuner er det kun otte kommuner, der allerede nu har valgt at bremse lønudbetalingerne. Odense Lærerforening er enige i at det juridisk er i orden at stoppe lærernes løn, men mener at kommunen går lige til stregen.

- Det bekræfter jo den hårde linje arbejdsgiverne har lagt i denne konflikt, siger konsulent hos Odense Lærerforening, Bent Hansen.

Lærerne, der må spejde langt efter deres lønudbetaling onsdag, vil dog blive kompenseret af udbetalinger fra strejkekassen fra deres fagforening.

Oversigt

    Oversigt