Burhan Habash har netop skrevet under på en fastansættelse i Bilka.
- Jeg er meget glad, lyder det fra Burhan Habash.
Han er flygtet fra Syrien og bor i Assens Kommune. For fem måneder siden fik Burhan Habash en praktikplads i Bilka. Nu er han den 14. flygtning, som Assens Kommune har fået i fast arbejde siden sidste sommer.
Bilka forsikrer, at man ikke bare har ansat Burhan Habash alene fordi, det ser godt ud på papiret.
- Han har vist, at han er stabil. Han vil lære det danske sprog og han er topmotiveret, siger Linda Vessel, der er afdelingsleder i Bilka i Odense.
Kommer nogle af sprogpraktikanterne foran i køen i forhold til danske ansøgere, der gerne vil arbejde i Bilka?
- Nej, det gør de ikke. Alle er jo lige. Alle der søger bliver taget alvorligt, fortæller Linda Vessel.
Burhan Habash glæder sig til at blive selvforsørgende.
- Jeg kan godt lide at arbejde. Og jeg er jo ung og rask.
12 flygtninge fra Assens Kommune kan se frem til en læreplads på møbelfabrikken Carl Hansen & Søn, hvor de bagefter har mulighed for at blive fastansat.