Et brev med tal på hvor mange fattige, der er i hver kommune, og forslag til, hvad kommunerne kan gøre for at afbøde effekten af fattigdom, er landet hos hver eneste kandidat til kommunalvalget.
Afsender er Kirkens Korshær og Kontanthjælpsalliancen, som på den måde håber at få fokus på fattigdom i valgkampen.
Vi vil gerne gøre opmærksom på, hvor mange det handler om i ens kommune, hvad reglerne præcist går ud på, og hvad kommunen kan stille op
- Vi vil gerne gøre opmærksom på, hvor mange det handler om i ens kommune, hvad reglerne præcist går ud på, og hvad kommunen kan stille op. Vi håber, at det vil få flere til at rejse debatten om de her vilkår, siger Signe Goldmann fra Kontanthjælpsalliancen i en pressemeddelelse.
At brevene er sendt til kommunalpolitikerne skyldes ifølge afsenderne, at det er kommunerne, der står med udfordringen, når en borger bliver ramt af de såkaldte fattigdomsydelser - kontanthjælpsloftet, 225-timers reglen, integrationsydelse, uddannelseshjælp og sanktioner.
Kommunerne skal forsøge at afbøde de negative konsekvenser.
Derfor har Kirkens Korshær og Kontanthjælpsalliancen opgjort, hvor mange ramte, der er i de enkelte kommuner for at vise, at fattigdom findes i Danmark.
Vi ser dem hver dag. Udsatte mennesker, der er plaget af fattigdom, hjemløshed, ensomhed, misbrug og psykisk sygdom
- Vi ser dem hver dag. Udsatte mennesker, der er plaget af fattigdom, hjemløshed, ensomhed, misbrug og psykisk sygdom, siger chefen for Kirkens Korshær, Helle Christiansen.
Peger på løsninger
I brevet giver afsenderne også bud på, hvad kommunerne kan gøre. For eksempel bedre tilbud og sagsbehandling, gældsrådgivning og samarbejde med civilsamfundet.
Så mange er ramt af fattigdomsydelser og sanktioner i Odense Kommune:
- Kontanthjælpsloft: 1.483
• 225-timersreglen: 1.111
• Sanktioner: 1.251
• Integrationsydelse: 710
• Uddannelseshjælp: 1.670
I brevet til Odense-politikerne fremhæver afsenderne, at mange rammes af 225-timers reglen og sanktioner i forhold til sammenlignelige kommuner.
Politikerne opfordres derfor til at se på, om kommunen er for hårdhændet med sanktioner og undtager for få fra 225-timers reglen.
Du kan se brevet fra Kirkens Korshær og Kontanthjælpsalliancen til politikerne i din kommune her.