Normalt kan der gå mange år mellem, at danskerne skal stemmeurnerne. Men sådan er det som bekendt ikke i år, og det giver de ti fynske kommuner en række udfordringer.
- De udfordringer, vi har i forhold til at have styr på alle de frister, der er i forbindelse med de to valg, det er tungen lige i munden, siger afdelingschef Anne Bille fra Ærø Kommune
- To valg tæt på hinanden giver naturligt et større arbejdspres i perioden. Men det er ikke noget, vi ikke kan planlægge os ud af, siger stabschef Vicki Møberg Torp fra Nordfyns Kommune.
To helligedage
Den praktiske gennemførelse af valget står landets kommuner for. Det betyder, at kommunerne blandt andet skal sende valgkort ud, finde lokaler, opstille stemmeurner, skaffe valgtilforordnede og sørge for at få talt stemmerne.
- Det er altid en udfordring at skaffe nok valgtilforordnede til EU-valget, da en søndag i maj ikke er så attraktiv. Men vi har fået bemandingen på plads. I forhold til folketingsvalget, så har vi endnu ikke en status på bemandingen, lyder det fra Tina Andersen, der er sekretariatschef i Nyborg Kommune.
Udover at de to valg ligger tæt på hinanden, så bliver begge valg også afviklet på en helligdag.
- På grund af kristi himmelfartsferien er der meget få arbejdsdage mellem de to valg. Det betyder, at der er mange detaljer, vi skal være på forkant med i forhold til folketingsvalget. Det er dog en udfordring, at vi først kan forvente at modtage fortegnelsen over kandidater fra Ankestyrelsen til brug for udfærdigelse og trykning af stemmesedler – tirsdag den 28. maj. Det giver meget få arbejdsdage til at få trykt stemmesedlerne, fortæller Tina Bernsdorf Jungfeldt fra valgsekretariatet i Faaborg-Midtfyn Kommune.
Det koster valget i din kommune
TV 2/Fyn har spurgt de ti fynske kommuner, hvad de forventer, at EU-valget og folketingsvalget vil koste. I nedenstående grafik kan man se, hvad den enkelte kommune forventer at bruge på henholdsvis folketingsvalg og EU-valg. Tallene er for de fleste kommuner et skøn baseret på de udgifter kommunen havde til seneste folketingsvalg i 2015 og seneste EU-valg i 2014 (hvor der samtidig blev afholdt folkeafstemning om patentdomstolen).
Sammenlagt forventer de ti fynske kommuner at bruge lige under 22 millioner kroner på afholdelse af EU-valg og folketingsvalg. Da der er cirka 368.000 vælgere i Fyns Storkreds, giver det en udgift på 60 kroner per vælger for de to valg - eller 30 kroner per vælger for hvert valg.
Dobbelt op i udgifter
Om det havde sparet kommunerne penge, hvis de to valg var blevet afholdt på samme dag, er der forskellige opfattelser af blandt kommunerne på Fyn.
- Det har stor betydning, at it-udstyr genanvendes, når valgene er på to dage. Ved dobbeltvalg på samme dag ville der skulle være indkøbt ekstra it-udstyr til den digitale valgliste til alle 23 valgsteder, lyder det fra Janne Kornbek fra Assens Kommune.
Omvendt skønner Odense Kommune, at der kunne have været sparet 1,4 millioner kroner, hvis de to valg var blevet afviklet på samme dag. Også i Faaborg-Midtfyn ville der have været penge at spare.
- Vi skulle ikke have dobbelt så mange medarbejdere på arbejde, så man ville kunne spare noget på forplejning. Og vi ville også kunne spare på stemmelokalerne, da de kun skulle bookes én dag, siger Tina Bernsdorf Jungfeldt fra valgsekretariatet i Faaborg-Midtfyn Kommune.