I det fynske folks tjeneste

Se listen: Så meget tjener topcheferne i Odense Kommune

Mellem én og to millioner kroner om året. Så meget tjener de ti højest lønnede chefer i Odense Kommune, men lønniveauet er helt forventeligt, vurderer ekspert.

De ti højest lønnede chefer i Odense Kommune tjener mellem en og to millioner kroner om året, viser en aktindsigt. Foto: Ólafur Steinar Gestsson / Ritzau Scanpix

Det er ikke småpenge, som de højest lønnede chefer tjener årligt i Odense Kommune. Det viser en opgørelse, som TV 2/Fyn har fået på baggrund af en aktindsigt i Borgmesterforvaltningen i Odense Kommune. 

De ti højest lønnede embedsfolk får nemlig mellem 984.000 og 2.287.000 kroner om året før skat - inklusive pension. 

Læs også Ikke godkendt: Fynske gymnasier får kritik for chefløn

Men lønniveauet blandt Odense Kommunes chefer er helt inden for skiven. Der er nemlig helt klare regler for, hvor mange penge en kommunaldirektør må få i lønposen, forklarer Roger Buch, der er chefforsker på Danmarks- Medie og Journalisthøjskole og ekspert i kommunalpolitik. 

- Specielt for kommunaldirektørernes vedkommende har man nærmest et gammeldags tabelsystem, som afgør, hvor meget man får i løn. Det er kommunestørrelsen, som afgør, hvor meget man får i løn som kommunaldirektør. Det er fuldstændig regelsat, forklarer Roger Buch til TV 2/Fyn. 

Indbyggertallet afgør lønnen 

I overenskomstaftalen mellem Djøf og kommunerne er det angivet, hvor høj løn kommunaldirektørerne kan få ud fra indbyggertallet, og det lægger niveauet for de øvrige cheflønninger, siger Roger Buch. 

- For de øvrige chefer i kommunen er det op til forhandling, men det ligger ligesom i sagens natur, at de får mindre end kommunaldirektøren. For når man har nogle helt firkantede regler for kommunaldirektørens løn, så smitter det jo af ned gennem systemet, siger chefforskeren. 

Læs også Forsvundet Facebook-opslag: Byrådspolitiker raser mod forvaltning

For Fyn og øerne betyder det, at der er store forskelle på lønnen for kommunaldirektørerne i for eksempel Ærø og Odense kommuner.  

- Ærø Kommune har 6.000 indbyggere, og det vil sige, at kommunaldirektørens løn ligger omkring 300.000 kroner under Odenses kommunaldirektør. Dermed ligger lønnen for Ærøs kommunaldirektør også klart under de øvrige chefer i Odense Kommune, siger Roger Buch. 

Herunder kan du se lønningerne for de ti højest lønnede embedsfolk i Odense Kommune.