Så var der igen bid i Bulldogs

Efter fem nederlag på stribe lykkedes det for Odense Bulldogs at sejre - endda på udebane.

Odense Bulldogs var taget til Gigantium Isarena i Aalborg, og de fynske spillere skulle arbejde hårdt for hockeyhyren, før de kunne vende hjem med 3 point.

Første periode endte 1-2 i fynsk favør, men i anden periode var det nordjyderne, der tog styringen af kampen.
Aalborg Pirates kom foran med 3-2 og var også tæt på 4-2, men Odenses ligatopscorer Dale Mitchell viste, hvorfor han er så vigtig for holdet, da han stak kontra og i stedet udlignede til 3-3.

Odenses John Armstrong scorede i slutningen af perioden sit andet mål, og i tredje periode blev det også 3-5 til Bulldogs.

Aalborg Pirates fik reduceret til 4-5, da Odense havde en mand i straffeboksen, og der var også pres på Bulldogs-målet i slutningen af kampen, men det endte altså med fynsk sejr.

Odense Bulldogs ligger på en 7. plads i Isligaen.

Oversigt

    Oversigt