Sådan bekæmper du februar-blues: Varm højskoleaften i en kold tid

Det er mørkt. Det er koldt. Influenza og forkølelse hærger. Derfor skal der sættes hårdt ind mod vintertrængslerne. Det sker mandag aften i Svendborg.

Verdens største højskole inviterer mandag aften til bekæmpelse af vinterens tristesse. Alle midler kan og bør tages i brug, så mørket ikke overtager styringen.

Scenen er sat på spillestedet Kammerateriet i Svendborg, hvor der skal synges, snakkes og spises, så hjerterne bliver varmet op i takt med musikken.

Psykolog Stig Helweg-Jørgensen sætter spotlight på overlevelse i de mørke og sure måneder, og kognitiv psykoterapeut Birgitte Hasholt giver tips og tricks til, hvordan du selv hæver humøret.

Højskolebandet denne aften spiller sommer og sol og består af Jesper Vognsgaard, Povl Chr. Balslev, Erik Jakobsen og Troels Mylenberg.

Varme begivenheder med varme hjerter

Verdens Største Højskole er et sydfynsk projekt, der blev skabt i 2014 for at sætte skub i fællesskabet og gode begivenheder på sydfyn.

Der er 12 såkaldte forstandere, blandt andet komikeren Carsten Bang og Jesper Vognsgaard, chef for Kulturmaskinen i Odense.

Verdens største højskole sætter løbende projekter i søen, hvor de bærende ingredienser er medmenneskelighed, nærvær og humor.

- Det er ret hippieagtigt - på den gode måde, siger Jesper Vognsgaard.

Ret hippieagtigt

Jesper Vognsgaard fortæller med begejstring om aftenens arrangement.

- Når det er koldt udenfor, gælder det om at finde både den indre og ydre varme. Vi skal have fat i  den medmenneskelige varme, tænke positivt og passe på hinanden. Der er fuldt hus i aften, så det er fantastisk, at der er så meget opbakning i Svendborg til arrangementer som det her.

Se med på TV 2/FYN fra kl. 18.05.

Oversigt

    Oversigt