Sådan blev det afsløret: Fem fejl i Oles falske brev

Selv om et falsk brev har ramt plet på flere detaljerede oplysninger, er der også en lang række faktuelle fejl, fortæller formand i boligafdeling.

74-årige Ole Ellekjær fra Odense fik i weekenden et ubehageligt brev angiveligt fra Odense Kommune, hvor der stod, at hans lejlighed skal renoveres, og at han derfor bliver genhuset i en campingvogn på en nærliggende parkeringsplads.

Brevet er falsk, og hverken boligforeningen Civica eller Odense Kommune kender noget til brevet, som de betegner som chikane.

Brevet er dog skrevet på officielt brevpapir fra kommunen, og der er en lang række oplysninger om Ole Ellekjær og hans boligforhold i afdelingen Åhaven, der er korrekte. Eksempelvis står boligafdelingen Åhaven i det sydvestlige Odense som nævnt i brevet foran en omfattende boligrenovering.

- Umiddelbart kunne det tyde på, at det er nogle, der kender ham eller området. Der står i brevet, at han var den første, der flyttede herud, hvilket er rigtig nok, siger Brian Lenskjold, der er formand i Åhaven. 

Ud over en lang række sprogfejl i teksten er der flere ting, der ikke stemmer overens med virkeligheden.

- Der var mange ting, der gjorde, at vi godt kunne se, at det ikke passer, fortæller Brian Lenskjold.

Her er de fem fejl i det falske brev

For det første er Ole Ellekjærs efternavn stavet “Ellekær”.

Oles efternavn er fejlagtigt stavet "Ellekær" i brevet. 
Oles efternavn er fejlagtigt stavet "Ellekær" i brevet. 

For det andet er tidsplanen for, hvornår Åhaven skal renoveres, ikke korrekt.

- Jeg får en henvendelse fra et tidligere bestyrelsesmedlem om, at Ole har været ved ham med et brev om, at han skal flytte efter en renovering herudefra. Det kan vi godt se, at det er ikke de planer, der er, og det er ikke de ting, der er snakket om, siger Brian Lenskjold, der kaldte bestyrelsen sammen, efter han havde set brevet.

 
 

I brevet står der, at renoveringen kan tage mellem to og fire år, men den kommer formentlig til at tage meget længere.

- Tidsplanen for, hvornår vi er færdige herude (med boligrenoveringen, red.), ved vi ikke endnu, forklarer Brian Lenskjold.

 
 

For det tredje er det ikke korrekt, at “beboerne vil blive tilbudt genhusning i mobilehomes på nærmeste P-område”, som det står i brevet.

- Der står der, at vi skulle have nogle mobilehomes og toiletvogne på parkeringspladsen. Det passer heller ikke, forsikrer Brian Lenskjold.  

 
 

En fjerde ting, der ikke passer i brevet, drejer sig om planerne for beboernes husdyr.

- Der er lavet nogle aftaler om, at husdyrene selvfølgelig skal blive herude, eller de skal flytte i en lejlighed, hvor de skal have dem, indtil de flytter tilbage igen, fortæller Brian Lenskjold.

 
 

I brevet står der: “Efter endt renovering vil De blive anvist en etværelses bolig i Bøgeparken 76, etage 14 lejlighed 41 sttv”.

Etageejendommen i Vollsmose går ikke til 14. etage, så det er heller ikke korrekt. 

 
Fotograf: Søren Stjerne Schmidt

Hvem har sendt brevet?

Brian Lenskjold forstår ikke, hvad afsenderen har fået ud af at sende det falske brev til Ole Ellekjær.

- Havde der stået 1. april, ville jeg have sagt, det var en aprilsnar. Det gjorde der så ikke. Jeg kan ikke forstå, hvorfor man vil lave sådan en spøg. Det er en ondsindet spøg, der går ud over en ældre mand, som ikke ved, hvad han skal gøre af sig selv, siger formanden for Åhaven.

Åhaven har ikke set andre lignende breve blandt sine beboere. Sagen er blevet politianmeldt. 

Læs hele det falske brev. 
Læs hele det falske brev. 
Foto: Thomas Larsen-Bjerre

 

Oversigt

    Oversigt