Sådan bruger din kommune konflikt-sparet løn

Der er stor forskel på, hvordan de fynske kommuner vil bruge de mulige sparede lønmidler ved en mulig kommende strejke og lockout.

I Nyborg Kommune har et flertal af politikerne besluttet, at hvis kommunen sparer lønkroner på grund af strejke og lockout, så skal pengene blive på de områder, hvor de kommer fra.

Det betyder, at hvis den mulige lockout betyder, at der i en periode ikke skal betales løn til børnehavepædagogerne, så bliver pengene i børnehaverne, og ryger ikke ind i kommunekassen og brugt på andre kommunale opgaver.

quote Jeg synes, det er en utidig diskussion, som byrådene burde holde sig for gode til at gå ind i

Johannes Lundsfryd (S), borgmester, Middelfart Kommune

- Vi håber ikke, at det kommer til en konflikt, men hvis det sker, så vil vi bruge midlerne på de områder, hvor de skulle være brugt. Det er til gavn for elever, forældre og medarbejdere, og vi synes, at det er vigtigt at bruge pengene, der hvor de var tiltænkt, siger Nyborg Kommunes borgmester, Kenneth Muhs fra Venstre.

I Kerteminde Kommune har politikerne besluttet, at sparede lønkroner skal bruges de steder, hvor der er efterslæb. Det kan eksempelvis være, hvis der mangler at blive afholdt undervisningstimer i folkeskolerne, forklarer Kerteminde Kommunes borgmester Kasper Ejsing Olesen, (S):

- Det er ikke alle steder, hvor det giver lige meget mening, at pengene skal blive på området. Jeg vil gerne have, at vi får muligheden for at prioritere, når vi ved, hvor mange penge det måtte handle om, siger Kasper Ejsing Olesen.

Sådan bruger din kommune sparede lønkroner ved en mulig konflikt

Utidig diskussion

I flere kommuner har byrådet ikke taget stilling, fordi det endnu ikke er sikkert, at det ender med lockout. Sådan er det blandt andet i Assens og Middelfart kommuner, hvor henholdsvis borgmester Søren Steen Andersen fra Venstre og den socialdemokratiske borgmester Johannes Lundsfryd satser på, at det ikke ender i konflikt.

Johannes Lundsfryd mener iøvrigt, at byrådene skal lade være med at blande sig i konflikten ved at disponere over mulige sparede lønkroner.

- Jeg synes, det er en utidig diskussion, som byrådene burde holde sig for gode til at gå ind i. Jeg mener i stedet, at de fynske kommuner skal presse hårdt på for, at parterne finder en forhandlet løsning. Vi skal gøre alt for at undgå strejke og lockout. En forhandlet løsning vil være det bedste for borgere, medarbejdere og arbejdsgiverne, konstaterer Johannes Lundsfryd.

På Langeland har politikerne endnu ikke forholdt sig til, hvad der skal ske, hvis konflikten kommer, og der bliver sparet lønninger til de kommunalt ansatte, der bliver ramt, men SF-borgmester Tonni Hansen vil gerne have, at pengene bliver hos institutionerne.

- Vi har ikke politisk behandlet det endnu, men det gør vi, når en eventuel konflikt er overstået. Når vi så kan se, hvor mange penge der reelt er sparet, så tager vi stilling. Min indstilling er, at pengene skal blive hos institutionerne.

Flere fagforbund har varslet strejke for en række medarbejdere fra 4. april, som blandt andet vil ramme en række kommunale daginstitutioner. Som modsvar har flere arbejdsgivere har varslet lockout fra 10. april.

 

Oversigt

    Oversigt