I det fynske folks tjeneste

Pas på miljøet: Sådan laver du vegansk SU-venlig aftensmad

Kødproduktion er en kæmpe klimasynder. Men man kan sagtens gøre noget og nedsætte sit kødforbrug. Bemærk har bedt Årets Bedste Veganske Spisested om at lave den mest lækre og SU-venlige veganerret.

Kød og kødproduktionen er en stor klimasynder. Derfor vælger flere at blive vegetarer eller vælger kødet fra flere gange om ugen. Foto: Jonas Bertelsen



Det er ikke til at komme udenom. Vi hører om det hele tiden. Kød og CO 2-udledning. Kød og kødproduktionen er en stor klimasynder. 

Derfor vælger flere at blive vegetarer eller vælger kødet fra flere gange om ugen. Der bliver solgt mere vegetarisk mad i de fynske supermarkeder, og faktisk er antallet af vegetariske varer fordoblet på Fyn de seneste to år. Det viser tal fra Coop Analyse

Hver fjerde dansker spiser vegetarisk mindst en dag om ugen. For to år siden var det hver femte. 

Vegetarer og veganere i Danmark 

  • 140.000 personer lever vegetarisk, og undersøgelser estimerer, at over 25.000 danskere lever vegansk.
  • 24 procent af danskerne spiser vegetarisk mindst en dag om ugen.
  • 34 procent af unge under 35 år vælger kødet fra en dag om ugen eller oftere.
  • I 2017 var det tal 26 procent af de unge. 
  • Hver tyvende under 35 år lever vegetarisk eller vegansk og spiser altså aldrig kød eller fisk.

    ​​​​​​Kilde: Coop Analyse

Den udvikling ses især hos unge under 35 år, hvor én ud af tre vælger kødet fra en dag om ugen eller oftere. Det viser tal fra analysen. For bare et år siden gjaldt det én ud af fire unge.

En af de største årsager til det er miljøet. Hos de unge mellem 15 og 34 år fortæller 34 procent, at de spiser mindre kød på grund af miljøet. Det viser undersøgelsen Coop Analyse & DVF.

- Vi kan se blandt danskere under 35 år, at der er klimaspørgsmålet en af de vigtigste årsager til, at man i højere grad fravælger kødet. Det er, som om den dagsorden betyder mere for den yngre del af befolkningen end den ældre. Det er dem, der står med problemet, siger Lars Aarup, analysechef i Coop Analyse.

Det er et modefænomen

Men det handler også om, at det er kommet mere på mode blandt ungdommen at vælge kødet fra. 

- Det handler også om madmode. Vi er kommet fra en tid, hvor stenalderkost og palæo var højeste mode fra omkring år 2007 frem til omkring 2012. Nu skal vi prøve noget nyt. Det er mad uden kød. Vi kan se det på kogebøgerne, madbloggere og stjernekokke. I dag kan man ikke gå ind på en resturant uden en vegetarret på menuen. Det er en dagsorden, der kommer til at fortsætte, siger Lars Aarup

Vi gør det både miljøet, men også for dyrenes skyld.

Jamie Gregson


Veganer-succes i Odense

Hos Café Kosmos, der er en café i Odense, som serverer vegansk mad, mærker man tydeligt, at flere fynboer vælger kødet fra og besøger caféen.

- Vi kan mærke, at der kommer flere og flere gæster. Det er ikke kun unge mennesker, som kommer og besøger os, det er også ældre, der er begyndt at høre om veganisme. Det er der, det er rigtig spændende, når det ikke kun er de unge, som er med på moden. Men det er ældre. De kommer ind med rollatorer. Når de begynder at høre om veganisme, så ved man også, at det er en bølge, der betyder noget, siger Jamie Stemann Gregson, medejer i Café Kosmos.

Nedenfor kan du se, hvorfor de danskere, der deltog i Coops undersøgelse, vælger ikke at spise kød. 

Kødet er en klimasynder

Mange vælger altså kødet fra på grund af miljøet og CO2-udledningen.

Det er med god grund, for et kilo oksekød har et klimaaftryk på 13,6 kilo CO2. Til sammenligning har æg en belastning på 2,0 kilo CO2 per kilo æg, mens flere grøntsager udleder mellem 0,2 kilo og 0,8 kilo CO2.

Det viser en undersøgelse, som er lavet af Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet i Foulum.

Produktionen af ​​44 gram oksekød har samme effekt på klimaet som produktionen af ​​50 løg.

Inden du får koldsved over dit kødbrug, så fat mod. For du kan sagtens få lækker mad uden kød. Derfor har vi bedt Café Kosmos om at lave den hurtigste, letteste og lækreste veganske ret, som kan laves inden for et SU-budget. Opskriften får du her: 

Opskrift på Italiensk brødtomatsuppe med græskarkernekrymmel 

Til 4 til 6 personer 

 

Ingredienser:

  • 4-5 fed hvidløg
  • 1 løg
  • 1 dåse hakket tomat
  • 1 dl olivenolie
  • 1 håndfuld tørret basilikum
  • 1 dl rødvin
  • 7 dl vand 
  • 1 halvt daggammelt brød
  • 3 tsk salt
  • 3 tsk sukker 

Topping:

  • 1 dl græskarkerner
  • 1 tsk salt 

Hak løg og hvidløg og svits dem i olivenolie i en gryde, til de er godt gyldne.

Tilsæt hakkede tomater, basilikum, salt, sukker og rødvin. Tilsæt 2 dl vand.

Lad det simre ved middel varme, jo længere des bedre. Rør lidt indimellem og hold øje med, at det ikke brænder på. Efter 15 til 20 minutter blendes eller skæres brødet i små stykker og tilsættes sammen med det sidste vand. Lad det simre yderlige 10 minutter. 

 

Kværn græskarkerner og salt og top suppen med det samt persille og lidt olivenolie.

 

Bon appetit.

Vegansk Café for miljøet

For ejerne på Café Kosmos er det også miljøet, der er skyld i, at de er veganske. Udover det er alt økologisk, og hvis ikke det fås økologisk, så har de det ikke. Alt på caféen er bæredygtigt indkøbt, møblerne er købt brugt og blevet upcyclet, så de passede ind i caféens indretning. 

- Vi gør det både for miljøet, men også for dyrenes skyld, siger Jamie Stemann Gregson og fortsætter: 

- Vi går meget op i bæredygtighed. Vi gør så meget for det hele. For eksempel er vores borde gamle upcyclede møbler, så laver vi jo vegansk mad, og vi gør alt for, at det hele er så bæredygtigt som muligt, siger Jamie Stemann Gregson.

Han mener, at det giver god mening, at det primært er den unge generation, der tænker på miljøet.

- Det er jo os, den nye generation, der har ansvaret for at tage os af verden og passe på den i sidste ende. Jeg tror, det er derfor, det er blevet en så aktuel ting (at spise kødfrit, red.), fordi vi som unge har oplevet miljøforandringerne på første hånd, siger Jamie Stemann Gregson fra Café Kosmos.

Årest Veganske Spisested

Café Kosmos er god til det veganske. Selvom der i Odense er langt færre veganske muligheder end i de større byer, er det den fynske Café Kosmos, der tilbage i december vandt titlen som Årets Veganske Spisested 2018. 

- Vi er super glade, og det er et kæmpe skulderklap. Den har givet os et ekstra skub i hverdagen, så vi drømmer helt klart om mere på grund af prisen, siger Jamie Stemann Gregson.

Læs også Pas på miljøet: Sådan finder du guld i genbrug

Det er Danmarks Veganske Forening, der nominerer, og prisen bliver vundet ved en publikumsafstemning.  

Caféen fik prisen, fordi de er bæredygtige hele vejen rundt. Og hvis foreningen skal give et bud på, hvorfor det var Kosmos, der endte med et vinde, handler det både om stemningen og maden, 

- Det, som Kosmos kan, er at have en hyggelig stemning. Det er hippiehyggeligt. De har rigtig god mad, som er populær for tiden. Så kan de twiste den populære mad på grøntsagsmåden, så alle kan være med og spise mere grønt, siger Thomas Erex, næsteformand i Danmarks Veganske Forening.

04:26

Sådan laver du mad, der skåner miljøet. 

Luk video