Bro spærret: Sådan undgår du at holde i kø

Vejdirektoratet har et godt råd til trafikanterne, så de undgå at sidde i kø, mens Gl. Lillebæltsbro er spærret for biltrafik i de kommende 35 uger.

Vejdirektoratet opfordrer trafikanterne til i højere grad at benytte tilslutningsanlæg 58A ved Aulby på Vestfyn.

Dermed kan de forhåbentlig undgå at sidde i kø, mens Den Gamle Lillebæltsbro de næste mange måneder er spærret for at blive renoveret.

Mens Den Gamle Lillebæltsbro er spærret må al biltrafikken mellem Fyn og Jylland ud på motorvejen og over Den Nye Lillebæltsbro.

Kø i myldretiden

Den øgede trafik på Den Nye Lillebæltsbro skabte under sidste års spærring af Den Gamle Lillebæltsbro et øget pres på tilslutningsanlæg 58B Middelfart i retning fra Jylland mod Fyn.

Det medførte, at mange bilister oplevede at sidde fast i køen på vej mod Fyn i myldretiden mellem klokken 7.30 og 8.30.

Derfor opfordrer Vejdirektoratet nu trafikanterne til at benytte sig af tilslutningsanlægget 58A Middelfart Ø ved Aulbyvej lidt længere mod øst, når man skal af motorvejen.

- Vores formål med kampagneskiltene er ganske enkelt at hjælpe trafikanterne til at overveje at træffe et andet valg, når de skal af motorvejen for at komme ind til Middelfart. Presset på 58B bliver stort i myldretiden om morgenen, når Den Gamle Lillebæltsbro bliver spærret, og man kan derfor med fordel vælge at køre af motorvejen lidt længere mod øst ved 58A. På den måde får vi fordelt trafikken mere ligeligt, og alle kommer nemmere og sikrere frem, siger projektleder for renoveringen af Den Gamle Lillebæltsbro, Janie Winther Ipsen.

Kør uden for myldretiden

Vejdirektoratet opsætter kampagneskilte ved rampen i 58B og på Jyllandsvej for at vejlede bilisterne.

- Vi opfordrer i øvrigt også trafikanterne til at køre uden for morgenmyldretiden, hvis det er muligt. Og i eftermiddagsmyldretiden kan man også benytte tilslutningsanlæg 58A for at undgå køen på Jyllandsvej i Middelfart.

Fællesstien over Den Gamle Lillebæltsbro forbliver som udgangspunkt åben i hele spærringsperioden, sådan så fodgængere, cyklister og knallert 45 kan passere.

Der kan dog forekomme enkelte tidspunkter, hvor også fællesstien bliver spærret kortvarigt af hensyn til arbejdet på broen.

Bridgewakling bliver heller ikke påvirket.

Vejdirektoratet opfordrer nu trafikanterne til at benytte sig af tilslutningsanlægget 58A Middelfart Ø ved Aulbyvej lidt længere mod øst, når man skal af motorvejen.
Vejdirektoratet opfordrer nu trafikanterne til at benytte sig af tilslutningsanlægget 58A Middelfart Ø ved Aulbyvej lidt længere mod øst, når man skal af motorvejen.
Foto: Vejdirektoratet

Fakta

Se indslag fra tirsdag klokken 19.30:

Et stort renoveringsarbejde går nu igen igang på Den Gamle Lillebæltsbro. Der lukkes af for al biltrafik de næste 35 uger, og det  er ellers ikke mere end tre måneder siden, at broen åbnede igen efter et halvt års lukning. En lukning som fik økonomiske konsekvenser for en stribe fynske forretningsdrivende ved broen. Og nu er den så gal igen.

Oversigt

    Oversigt