I det fynske folks tjeneste

Sådan vil Odense Kommune hjælpe 147 fyrede fleksjobbere

Tre nye medarbejdere får til opgave af finde beskæftigelsestilbud i det private til 147 fyrede fleksjobbere. Det skylder vi dem, siger rådmand.

00:21

Odense Kommune vil ansætte tre nye medarbejdere, der skal hjælpe med at få 147 fyrede kommunale fleksjobbere tilbage i arbejde. Det besluttede Beskæftigelses- og Socialudvalget onsdag.

- Vi synes simpelthen, at vi skylder fleksjobberne, der nu bliver ledige som en konsekvens af, at vi laver denne omlægning i forvaltningen, at vi gør en ekstra indsats, siger Steen Møller (K), der er rådmand for Beskæftigelses- og Socialforvaltningen. 

Læs også Massefyring: Odense lukker beskæftigelsesprojekter

- Så viser det faktisk også, at det giver økonomisk rigtig god mening på bundlinjen, fordi vi sparer nogle udgifter til at fleksjobberne skal have ledighedsydelse, fortsætter han.

Her finder kommunen pengene

I januar kom det frem, at beskæftigelsesprojekter skulle lukkes i forbindelse med en større omlægning af Odense Kommunes arbejde med at få ledige i arbejde.

De 147 mistede blandt andet deres job i Odense Kommunes Bygningsrenovering og Pensionistservice, og de tidligere fleksjobbere skal nu hjælpes ud i private beskæftigelsestilbud. 

Pengene til de tre nye ansættelser vil Odense Kommune hente i deres løntilskudspulje, hvilket betyder, at der dermed i fremtiden vil gives løntilskud til færre personer.

- Vi har besluttet at tage pengene fra de offentlige løntilskudsjob i Odense Kommune. Det er nogle af dem, vi ved, der har den mindste virkning i forhold til at få borgerne i arbejde, og der har vi altså kunnet finde pengene, forklarer Steen Møller.