Sådan sparker 2020-planen de unge i gang

Regeringens 2020-plan indeholder en såkaldt Ungepakke, der skal få flere gennem en videregående uddannelse.

Regeringens mål er, at tre ud af fem unge skal have en videregående uddannelse og hver fjerde en længere videregående uddannelse.

Det mål skal en række initiativer hjælpe med til at nå:

* Der skal laves partnerskabsaftaler med forsvaret og politiet, så flere unge bliver introduceret, afklaret og motiveret til at tage en uddannelse inden for forsvaret eller hos politiet.
* Brobygning til uddannelse skal sikre, at unge tilbydes et aktivt forløb på en uddannelsesinstitution med sigte på at hjælpe den enkelte til at påbegynde og gennemføre en uddannelse.
* Jobrotationsordningen, hvor ledige vikarierer for beskæftigede, skal udvides. Ordningen giver arbejdsgivere mulighed for at efteruddanne medarbejdere og samtidig ansætte ledige til at varetage de ansattes arbejdsopgaver i mellemtiden.
* Styrket indsats for opkvalificering af unge faglærte og ufaglærte med særlig risiko for langtidsledighed.
* Styrke og udvikle videnpilotordningen, som giver private virksomheder mulighed for tilskud til ansættelse af højtuddannet arbejdskraft - blandt andet med henblik på at få gennemført konkrete udviklingsprojekter.

Regeringen lægger op til at drøfte ovenstående initiativer med arbejdsmarkedets parter som led i trepartsforhandlingerne.
/ritzau/

Oversigt

    Oversigt